Næstforperson forlader Alternativet: Elbæk har udnyttet sin magt til at få sine egne frem

Næstforperson så i første omgang partiets leder som en Messias, men blev klogere, da han selv steg i graderne.

Der er hårde beskyldninger mod Uffe Elbæk fra forhenværende hovedbestyrelsesmedlem. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Der er massiv intern uro i Alternativets bagland, efter at to af medlemmer af hovedbestyrelsen i dag har meddelt, at de har meldt sig ud af partiet.

Blandt disse er næstforperson Vilhelm Stamp Nordal Møller, der sender en hård kritik af partileder Uffe Elbæk på sin Facebook-profil, uden at han dog nævner partilederen ved navns nævnelse.

Over for DR Nyheder bekræfter han dog, at det er netop Uffe Elbæk han retter sin kritik i mod.

- At være stifter og politisk leder af et parti, er et kæmpe ansvar, hvor der automatisk medfølger en massiv uformel magt. Det kræver en stor integritet og professionalisme at leve op til det ansvar, og udøve den magt på retfærdig vis. Nogle vokser med opgaven, andre ender med at udnytte deres position til eget incitament, skriver han i forbindelse med sin udmeldelse, hvor han også meddeler, at han har meldt sig ud af Alternativet.

Vilhelm Stamp Nordal Møller, hvad mener du konkret med, at der er nogle, som udnytter deres magt for egen vindings skyld?

- Efter at jeg kom med i hovedbestyrelsen, har jeg set flere tilfælde, hvor Uffe Elbæk har udnyttet sin magt til at få sine egne frem. Jeg kan ikke sige, at det er hans personlige venner, men jeg har set flere eksempler på, at folk nær Uffe Elbæk er steget hurtigt i graderne, siger han.

Kan godt forstå Uffe Elbæk er tavs

Du skriver også, at du har været vidne til flere "begivenheder". Hvilke konkrete begivenheder er det, du har oplevet, der har fået dig til at melde dig ud?

- Jeg har ikke lyst til at være konkret i forhold til det. Der har i de konkrete tilfælde været flere andre til stede for hovedbestyrelsen. Det er noget, som skal håndteres internt, siger han.

Du har været en del af hovedbestyrelsen i cirka et år. Hvornår opdagede du, at ikke alt fungerede, som det skulle i samarbejdet mellem hovedbestyrelsen og partiledelsen på Christiansborg?

- Da jeg kom i hovedbestyrelsen som næstforperson, der kom jeg naturligvis også tættere på Uffe Elbæk. Og når vi diskuterede reel politik og beslutninger, så var det tydeligt, at han ikke lyttede og selv ville bestemme. Inden jeg kom i hovedbestyrelsen, så jeg Uffe Elbæk som en Messias, men den holdning ændrede sig, siger han.

- Men er det i virkeligheden ikke fair, at der er en politisk ledelse, som tager nogle svære beslutninger, så der ikke går rundbordssnak i den hver gang?

- Jeg kan godt forstå, hvor du vil hen. Men jeg mener, at Uffe Elbæk har udnyttet sin magt ud over det tilladelige, siger den afgående næstforperson.

Hvad siger du til, at Uffe Elbæk ikke har ønsket at svare på din kritik?

- Ud fra en kynisk håndtering af medieverdenen, så kan jeg godt forstå ham. Hvis han ikke stiller op, så dør sagen også hurtigere. Men jeg synes, at det er ærgerligt, for så lærer partiet ikke noget af det, siger Vilhelm Stamp Nordal Møller.

Uffe Elbæk har ikke ønsket at stille op til interview om kritikken. På Twitter skriver han dog kortfattet:

- Selvom jeg gerne ville, kan man i et politisk parti og bevægelse ikke gøre alle glade. Man skal kun være i Alternativet, hvis man har lyst til det. Tak for indsatsen til de, der har været med undervejs, men som nu vil noget andet, skriver han.

Facebook
Twitter