Naser Khader: Vi skal angribe russiske hacker-netværk

Danmark har alt for længe været duksene i klassen. Nu skal Danmark angribe fjender i cyberspace, mener den nye formand for Folketingets Forsvarsudvalg.

(Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix)

Danmark skal ind i cyberkrigen.

Alt for længe har den danske strategi mod cyberangreb handlet om at værne sig mod de netværk og grupper, som angriber danske institutioner og virksomheder.

Men nu blæser den nytiltrådte formand for Folketingets Forsvarsudvalg, Naser Khader (K), til angreb.

- Vi skal hacke dem, som hacker os. Vi ved faktisk, hvem det er, som forsøger at hacke os. Det er eksempelvis en gruppe, som hedder Fancy Bear, der er tæt forbundet med den russiske militære efterretningstjeneste. Det var dem, som hackede sig ind på det amerikanske valg. Man kunne i første omgang hacke deres base.

Men hvad er alternativet, skal vi bare læne os tilbage og sige bare 'bliv ved med at angribe os, vi gør ikke noget'. Vi bliver nødt til også at være i offensiv

Naser Khader, forsvarsordfører, Konservative

Vil det ikke være et angreb på Rusland så?

- Det ville være en måde at forsvare sig på. Og nogle gange er det bedste forsvar et angreb.

- Russerne siger, at de ikke har noget med dem at gøre, at det bare en privat gruppe, så officielt vil det være en privat gruppe, som vi går ind og angriber. Men alle ved, at der er tæt forbindelse mellem dem og den russiske militære efterretningstjeneste, siger Naser Khader.

- Jeg synes, det er vigtigt, vi ikke er dukse her, men at vi markerer nogle røde linjer.

Putin skal smage egen medicin

Amerikanske efterretningstjenester har identificeret netværket, der går under navnet Fancy Bear, som to afdelinger i den russiske militære efterretningstjeneste, GRU. Desuden har en række sikkerhedsfirmaer slået fast, at hackernetværket bliver finansieret af den russiske regering.

- Det, der kan gøre ondt, er at hacke dem, som hacker os. Jeg vil ikke have problemer med, at man udstiller Putins store formue, han er en af verdens rigeste mænd, men går rundt og siger, at han er en simpel mand, siger Naser Khader.

Har du gennemtænkt konsekvenserne, hvis vi lægger os ud med den russiske regering?

- Jeg foreslår ikke konkrete angreb, det overlader jeg til vores efterretningstjenester, men som beslutningstager siger jeg, at vi skal være offensive, vi skal hacke dem. Hvordan vi gør det, det vil jeg overlade til eksperterne. Vi skal gøre det intelligent, vi skal gøre det klogt.

Hvordan er det?

- Det vil jeg overlade til eksperterne.

Rusland er ikke eneste trussel

Center for Cybersikkerhed

Center for Cybersikkerhed hører under Forsvarets Efterretningstjeneste (FE)

Center for Cybersikkerhed har blandt andet til opgave at opdage og afværge avancerede cyberangreb mod myndigheder og virksomheder, der beskæftiger sig med samfundsvigtige funktioner - for eksempel finanssektoren, staten, telenettet og vandforsyningen.

Center for Cybersikkerhed rådgiver også danske myndigheder og virksomheder om it-sikkerhed.

Truslen mod Danmark kommer ikke kun fra Rusland. Ifølge Naser Khader forsøger både kinesiske, nordkoreanske og iranske grupper sig også med angreb. Derfor skal danske modangreb også rettes mod flere fjender.

- Det handler ikke kun om Rusland. Der er tale om en masse organisationer med folk, der har tætte forbindelser til forskellige regeringer, som forsøger at underminere vores institutioner og demokrati, og som begår kriminalitet mod vores virksomheder.

- Vi har længe forsøgt at sige: Lad nu være med at hacke os. Hvorfor bliver I ved med det? Hvorfor forsøger I at underminere vores demokrati og institutioner? Og det har bare ikke virket, det bliver bare ved. Derfor skal vi gå i offensiven, siger Naser Khader.

Forestiller du dig, at de her netværk stopper, hvis vi gør det samme ved dem?

- Men hvad er alternativet? Skal vi bare læne os tilbage og sige 'bliv ved med at angribe os, vi gør ikke noget'? Vi bliver nødt til også at være i offensiven. Vi bliver nødt til også at vise dem, at vi kan også det her. De skal mærke, at det også gør ondt på dem, hvis vi gør det samme.

Kræver godkendelse af Folketinget

I det nuværende forsvarsforlig blev det besluttet at opbygge offensive cyberkapaciteter, som kan indsætte cybervåben i den virtuelle verden.

Forsvarsministeriet skriver, at kapaciteten kan anvendes mod mål, der er tilsluttet internettet, eller mål, der en del af lukkede netværk, hvortil der er fundet en vej ind. Enheden vil være fuldt operativ i 2019.

Før den offensive cyberkapacitet kan aktiveres, skal der indhentes godkendelse fra Folketinget.

- Vi har, som jeg har forstået det, redskaberne. Det, vi mangler, er at sige, at det er det, vi vil politisk.

Politisk modstand

Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Søren Espersen, er ikke umiddelbart positiv over meldingen fra Naser Khader, selvom han kvitterer for, at Forsvarsudvalgets formand blander sig i debatten.

- Det tilkommer ikke hverken ham eller andre at give efterretningstjenesten gode råd. De er fagfolk, de ved, hvad det drejer sig om, de kender udfordringerne, og de ved, hvad vi har været udsat for de senere år. Så det ligger i trygge hænder, og vi behøver ikke give dem gode råd, siger Søren Espersen.

Socialdemokratiets forsvarsordfører, Henrik Dam Kristensen, erkender, at man ikke bare "skal dukke hovedet hele tiden", men at en cyberoffensiv afhænger af den konkrete situation.

- Men jeg vil gerne sige, at det skal man gøre med omtanke. Vi skal ikke bare indlede en storoffensiv i cyberspace. Det ville være tåbeligt, og det vil ikke være til gavn for Danmark, siger Henrik Dam Kristensen.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har ikke ønsket at kommenter Naser Khaders udmeldinger.

Du kan læse mere om cyberangreb i DR's store tema, som du kan finde her.