Nej til kulegravning af Scandinavian Star

Politisk flertal mod ny undersøgelse af brandkatastrofen på færgen Scandinavian Star, der kostede 159 livet. Men ofrenes pårørende vil kæmpe videre

159 mennesker omkom, da færgen Scandinavian Star i 1990 brændte i Skagerrak. De pårørende bad om en ny undersøgelseskommission - men politikerne siger nej.

Der kommer ikke en ny, uvildig undersøgelse af katastrofebranden på passagerfærgen Scandinavian Star, der i 1990 kostede 159 menneske livet.

Tanken om en undersøgelseskommission blev torsdag drøftet i Folketingets retsudvalg, men et stort politisk flertal sagde nej. Der er ikke nye oplysninger, der kan give grundlag for sådan en undersøgelse, hed det.

Pårørende appellerede forgæves

De danske ofres støtteforening, der samler ofrenes pårørende, havde fået foretræde for retsudvalget for at overbevise politikerne, men forgæves. De opnåede dog, at justitsminister Lene Espersen skal kommentere en række dokumenter, som de gav udvalget.

På forhånd var Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten stemt for at nedsætte en undersøgelseskommission, men hverken Socialdemokrater eller Radikale ville lægge stemmer til et flertal udenom regeringen.

Mistanke om forsikringssvindel

Passagerfærgen Scandinanian Star ramtes af en påsat brand i Skagerrak under sejlads fra Oslo til Frederikshavn, og 158 mennesker omkom umiddelbart. Yderligere en person døde senere af sine skader.

Baggrunden for kravet om en ny undersøgelse er en mistanke om forsikringssvindel og altså mordbrand. Men hverken Rigsadvokaten eller Justitsministeriet støtter kravet.

Videre til EU

De pårørendes talsmand Mike Axdal siger, at nu vil de føre sagen videre til Nordisk Råd og til EU. De har kæmpet for en ny undersøgelse i 16 år, siger han.

Den norske støttegruppe kører for tiden en sag i den norske landsret.

FacebookTwitter