NEKROLOG Aldrig ligegyldig – de fleste havde en mening om Ritt Bjerregaard

Ritt Bjerregaard døde lørdag. Den tidligere minister og overborgmester i København blev 81 år.

I flere årtier var Ritt Bjerregaard en markant personlighed, der havde flere forskellige roller i dansk politik. (Foto: © søren bidstrup, Scanpix Denmark)

Det var vist ikke en ros, da han sagde det, Socialdemokratiets nu afdøde formand Svend Auken, at Ritt Bjerregaard formåede at gøre enhver sag til en folkeafstemning om... Ritt Bjerregaard.

Det var heller ikke helt 100 procent rigtigt, men der var en del om snakken.

Med Ritt Bjerregaards død forsvinder en politiker og debattør, der i særklasse formåede at sætte ting til debat. At provokere. At promovere (personer eller sager). At indgå alliancer. At erstatte nogle af dem med nye alliancer. Indimellem også skabe resultater. At bruge sig selv. At stå fast. Og nogle gange gå for langt.

Ritt Bjerregaard holder tale på Arbejdermuseet under Socialdemokratiets 150-årsjubilæum i 2021. (Foto: © Olafur Steinar Gestsson, Ritzau Scanpix)

Men ligegyldig var Ritt Bjerregaard aldrig. Hun havde holdninger. Hun var ikke bange for at provokere. Og hun var slet ikke bange for at søge magten.

Hendes politiske karriere var i begyndelsen knyttet til en ny generation af socialdemokrater - mange af dem kvinder og alle mindre autoritetstro, end partiet havde været vant til.

Men Ritt Bjerregaard holdt sig i centrum af den politiske magt og debat længere end de fleste af generationen. Og det er karakteristisk, at hun til det sidste stillede sig til rådighed for medierne - både med en imponerende åbenhed om sin kræftsygdom og med skarpe holdninger til sit parti, Socialdemokratiet, og det danske samfund.

  • Ritt Bjerregaard blev født i København 19. maj 1941. (Foto: © ukendt, Scanpix Denmark)
  • Ritt Bjerregaard voksede op på Vesterbro i København. Hun var den ældste af tre søskende. (Foto: © ukendt, Scanpix Denmark)
1 / 2

Hjemmet på Vesterbro var præget af politik, for Ritt Bjerregaards (dengang Olsen) far var kommunist, men hun skulle blive skolelærer og flytte til Fyn, før hun selv blev aktiv i partipolitik. Det var i 1969.

Da havde hun allerede mødt sin livsledsager, for han underviste hende på seminariet: Søren Mørch, historiker, forfatter og Ritt Bjerregaards vigtigste samtalepartner gennem et halvt århundrede - de fejrede guldbryllup sommeren 2016.

Interview med Søren Mørch og Ritt Bjerregaard fra 2006:

Søren Mørch var Ritt Bjerregaards modsætning på mange måder. Hun brugte sit liv ude i den offentlige debat - bevidst spillet på at skabe røre om sine synspunkter. Han har udtrykt sig gennem bøger og artikler, men som sin kone med det politiske liv som omdrejningspunkt.

Sammen udgjorde de det, Martin Krasnik i sin bog om dem, kaldte ”Danmarks mest fascinerende ægtepar” - politisk og personligt.

Ethvert politisk træk var vendt med Mørch, selv om Ritt selv traf sine beslutninger. Det var det politiske. Det personlige og private: Medierne blev aldrig trætte af at høre om Bjerregaard/Mørchs valgte barnløshed. Og da Ritt Bjerregaard i sine erindringer fortalte om seksuelle relationer til andre end Mørch, eksploderede fascinationen og nyfigenheden atter engang.

Ritt Bjerregaard fortæller i videoen her om, hvordan hun og hendes mand havde lov til at være sammen med andre:

Men som nygifte tog de først turen vestpå. Til Fyn.

Kort periode som byrådsmedlem

Ritt Bjerregaard var blevet (passivt) medlem af Socialdemokratiet, hun markerede sig i debatten om folkeskolen, og det opdagede socialdemokraterne i Bogense. De manglede en folketingskandidat, og dén kandidat skulle være Ritt Bjerregaard.

Hun nåede en tid i Odense Byråd, før der var folketingsvalg i september 1971. Valgkampen på Fyn var hård, også mellem de socialdemokratiske kandidater, men med hjælp fra meget aktive DSU’ere og ved at tage let på uskrevne regler om at holde sig til at føre valgkamp i egen kreds, kom Ritt Bjerregaard i Folketinget.

I 1971 blev Ritt Bjerregaard valgt ind i Folketinget. Her ses hun sammen med Socialdemokratiets daværende statsminister, Jens Otto Krag. (Foto: © Ole Henning)

Hun var langtfra den eneste nye socialdemokrat i det nye folketing, og Ritt Bjerregaard blev det naturlige midtpunkt i en af de mest berømte socialdemokratiske kaffeklubber, dannet efter valget i 1971.

Her fandt man folk som Svend Auken, Karl Hjortnæs, Dorte Bennedsen, Helle Degn, Inge Fischer Møller og Svend Jakobsen. Alle yngre, og alle imod dansk medlemskab af EF - det vi i dag kender som EU, og som de alle siden blev varme tilhængere af.

Ritt Bjerregaard med Helle Degn og Inge Fischer Møller, som var nogle af de unge socialdemokrater, der kom i Folketinget i 1971 samtidig med Ritt Bjerregaard. (Foto: © Karl Nord, Scanpix Denmark)

Kaffeklubben er politisk danmarkshistorie, og den blev langt fra Ritt Bjerregaards eneste netværk. Gennem et langt offentligt liv, samlede Ritt Bjerregaard mennesker omkring sig i et vidtforgrenet system af strikkeklubber, samtaleklubber, frokostklubber og andre netværk.

Nogle af disse netværk bestod i mange år(tier) - andre igen var kun oprettet til enkelte, specifikke, formål. Som da Ritt Bjerregaard i 1999 samlede en kreds af kendte centrum-venstre kvinder for at give Helle Thorning-Schmidt hjælp i jagten på en plads i Europa-Parlamentet.

Missionen lykkedes. Thorning kom i parlamentet. Mange år senere fik Thorning dét, som Ritt Bjerregaard aldrig nåede - formandspost og nøgler til Statsministeriet. Nu med Ritt Bjerregaard som skarp kritiker i lange perioder.

Nogle af de ældre socialdemokrater kiggede skævt til kaffeklubben, dengang i de tidligere 1970’ere. De syntes, de unge EF-modstandere fik for lang snor. Og de forstod ikke, at Anker Jørgensen i 1975 gjorde Ritt Bjerregaard til undervisningsminister i øvrigt ledsaget af en mandschauvinistisk forside på Ekstra Bladet: ”Ankers nye pinup”, stod der på forsiden af datidens mægtige frokostavis.

Ritt Bjerregaard interviewes om planerne for en skolereform. Kort tid efter hun i 1975 tiltrådte som undervisningsminister:

Ritt Bjerregaard blev en undervisningsminister, der stod blæst om. Hun havde sine voldsomme kampe med de studerende på RUC, og hun lavede om på folkeskolen. I eftertiden er hun talrige gange citeret for udtalelsen om, at ”hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære”. Selv fastholdt Ritt Bjerregaard, at hun aldrig har sagt sådan.

Den med pin-uppen blev ikke sidste forside med den nye undervisningsminister. Og slet ikke den sidste, som Ritt Bjerregaard godt kunne have undværet.

I 1978 eksploderede en sag, der på mange måder kom til at definere den offentlige mening om Ritt Bjerregaard årtier frem. Uanset om det var rimeligt eller ej. Uanset om Ritt Bjerregaard helst bare ville svare ”rend mig i den offentlige mening”, som Poul Henningsen, samfundsrevser med mere, udtrykte det.

Sagen handlede om valg af hotel i Paris. Og den handlede om forskellige vurderinger af, hvad der var passende og nødvendigt, når man repræsenterer kongeriget Danmark på udebane.

Ritt Bjerregaard havde vurderet, at Hotel Ritz havde det rette niveau til formålet - at sælge en dansk kandidat til en bestyrelsespost på højt FN-niveau. Og hun fastholdt, at alle regler var overholdt.

Ritt Bjerregaard interviewes midt under sagen om prisen på hotelværelset i Paris:

Men da sagen ramte avisforsiderne i Danmark, viste det, at statsministeren havde en anden vurdering. Anker Jørgensen målte Ritt Bjerregaards Paris-tur på en moralsk vægt. Måske påvirket af forsidernes overskrifter om ”Luksus-Ritt” og hendes ”Paris-eventyr”.

Hårde ord blev sagt. Mæglingsforsøg fulgte efter – og lige meget hjalp de. Ritt Bjerregaard var færdig som undervisningsminister. Hun blev fyret, for hun ville ikke gå selv. Knud Heinesen overtog ministeriet, og det var under deres fælles reception, Ritt Bjerregaard fældede en af den politiske danmarkshistories mest kendte tårer. Imod sin vilje.

Ritt Bjerregaard ved receptionen, hvor Knud Heinesen overtog undervisningsministeriet fra hende. (Foto: © Geert Bardrum, Scanpix Denmark)

Forklaringen gav hun senere. Det handlede ikke om selvmedlidenhed, sagde Ritt Bjerregaard, men hun bukkede kortvarigt under for presset på tårekanalerne, fordi hun følte stor varme fra mange ansatte i ministeriet.

Men fyret var Ritt Bjerregaard. To dage før jul.

Og tilbage kom Ritt Bjerregaard. Udnævnt igen af Anker Jørgensen, et års tid senere.

Poul Nielson og Ritt Bjerregaard blev i 1979 udpeget til henholdsvis energi- og socialminister. (Foto: © MOGENS LADEGAARD, Scanpix Denmark)

Hun blev socialminister i 1979 og sad på posten, indtil Anker Jørgensen gav op og gav magten til den konservative Poul Schlüter.

Det var begyndelsen til enden for Anker Jørgensen som en ledende skikkelse hos de danske socialdemokrater - men det stik modsatte for Ritt Bjerregaard.

En af ’de fantastiske fire’

Hun greb alle muligheder, der kom forbi, i den lange socialdemokratiske ørkenvandring i opposition frem til 1993.

Ritt Bjerregaard lavede de alliancer, der er uundværlige i et hårdt politisk spil. Hun var ikke til at komme udenom, og indtog derfor uantastet sin plads i det firkløver, der kom til at dominere Socialdemokratiet i et par årtier: Svend Auken, Poul Nyrup Rasmussen, Mogens Lykketoft og Ritt Bjerregaard.

Hun var den eneste af de fire, ”de Fantastiske Fire”, som forfatteren Hans Mortensen kaldte dem i sin bestseller om partiet, der ikke blev partiformand.

Men det er tvivlsomt, om nogle af de andre tre var blevet formænd uden hende.

Ritt Bjerregaard var med på holdet, da Svend Auken overtog ledelsen af partiet efter Anker Jørgensen i 1987 - med hende som gruppeformand. Hun var selv i spil, fortalte hun mange år senere. Det samme var Svend Jakobsen. Men Auken fik posten.

”Jeg havde allerede for mange fjender”, forklarede Ritt Bjerregaard årtier senere.

Billedet her er fra 1987, og Ritt Bjerregaard står sammen med Birte Weiss, Svend Auken og Anker Jørgensen. (Foto: © Søren Hytting, Scanpix Denmark)

Den korte version af Svend Aukens formandstid er, at det gik godt i lange perioder - ikke mindst på grund af Ritt Bjerregaards faste styring af folketingsgruppen. Og at det ramlede for Svend Auken, da Svend Auken måtte fyre Ritt Bjerregaard fra posten i 1991.

Dén version er for kort og for primitiv, men det står fast, at Ritt Bjerregaard var afgørende for Svend Auken i hans formandstid, så længe den varede. Hun styrede folketingsgruppen med fast hånd, og hun stillede krav til den kreative, men også impulsive Svend Auken. Det var på den tid, Ritt Bjerregaard syntes, Auken vævede lidt rigeligt, da han på et pressemøde skulle præsentere Socialdemokratiets alternativ til Schlüterregeringens politik.

”…Det, Svend mener, er….”, nåede Ritt Bjerregaard at sige, før lokalet brød ud i latter.

I det hele taget satte Ritt Bjerregaard dagsorden og ting til debat i det årti, de borgerlige sad på magten i Danmark. Ofte i form af skarptskårne indlæg og kronikker. Altid med skvulp i andedammen til følge.

Hun var efter landbruget og erhvervets effekt på miljøet. Hun angreb partifæller, der som kustoder var vokset fast i fortidens sikkerhedspolitiske koldkrigstænkning, ifølge Ritt. Og hun fik på et tidspunkt karakteriseret Helligånden, Jesus og Jomfru Maria som en samling hønisser.

Reaktionen udeblev aldrig. Partifællerne, bønderne, de kristne blev sure. Debatten rasede. Nogle gange mest om Ritt Bjerregaards person.

”Ritt slår til igen”, sagde man i Socialdemokratiet med jævne mellemrum. Og så håbede man, at hun ikke gjorde det alt for tit. En naivt håb, kan man sige, for Ritt Bjerregaard anvendte striden som arbejdsmetode – når hun selv syntes, det gav mening.

Svend Auken mistede formandsposten til sin egen næstformand, Poul Nyrup Rasmussen i 1992.

Svend Auken og Ritt Bjerregaard ses her i Folketingssalen. Billedet er fra 1992. (Foto: © THOMAS SJØRUP, Scanpix Danmark)

På det tidspunkt var Ritt Bjerregaard parkeret ude i den socialdemokratiske kulde - igen efter en sag, der kom til at handle om vaner, forbrug, privilegier. Og om ikke at ville bøje sig for mediepres og kritiske partifæller.

Denne gang handlede det om en lejlighed på Vesterbrogade i København.

Ritt Bjerregaard var stadig valgt på Fyn og havde stadig officiel adresse på Fyn, hvad der helt efter reglerne udløste et økonomisk tillæg. Men som mange folketingsmedlemmer fra provinsen havde Ritt Bjerregaard også bolig i København. Nu fik hun en ny.

Den var stor og den lå centralt og kostede ikke en herregård. 173 kvadratmeter til 4.612 kroner om måneden. Med mulighed for udvidelse op til 210 kvadratmeter ved at inddrage dele af nabolejligheden.

På forsiden af Ekstra Bladet

Det skulle gå galt. Og det gik galt.

Lejligheden kom på forsiden af Ekstra Bladet, der kom omgående mange forargede reaktioner. For også dengang var store, billige, lejligheder svære at opdrive i hovedstaden.

Ritt Bjerregaard reagerede på klassisk vis. Hun gav ikke ved dørene. Ville ikke give ind. Afviste kritikken. Ville umiddelbart ikke flytte sin folkeregisteradresse til København.

Men en storm rejste sig, og den endte med at blæse hende væk fra posten som Socialdemokratiets gruppeformand og dermed som partiformandens nærmeste allierede. I nogle partikammeraters øjne som partiformandens uundværlige allierede.

Indslag fra TV Avisen med fokus på hendes omdiskuterede lejlighed i København:

Auken forsøgte først at ride stormen af. Partitoppen fastholdt en tid, at der var tale om en ”privatsag”, som det blev udtrykt. Naturligvis forgæves. Vreden mod Ritt Bjerregaard voksede bare, ikke mindst blandt socialdemokrater i hovedstaden.

Og vreden forplantede sig langt ind i den folketingsgruppe, Ritt Bjerregaard var formand for. Partiets næstformand, Poul Nyrup Rasmussen, henviste i et indlæg i gruppen til den tjekkiske systemkritiker (og senere præsident) Václav Havel og hans krav om moral i politik, da han talte om Ritt Bjerregaard.

Ritt Bjerregaard blev afsat som gruppeformand og en turbulent periode i Socialdemokratiets historie gik i gang - kulminerende, da Poul Nyrup overtog formandsposten i partiet. Med Ritt Bjerregaards støtte.

Ud over at være formand for statsrevisorerne havde Ritt Bjerregaard ingen formelle poster i de sidste måneder af den borgerlige VK-regerings tid, men da Nyrup blev statsminister i januar 1993, kom også muligheden for en toppost til Ritt Bjerregaard. Poul Nyrup Rasmussen tilbød Ritt posten som trafikminister (i dag transportminister), men hun takkede nej. Havde tænkt sig noget større.

Ritt Bjerregaard afløste i 1995 Henning Christophersen som dansk EU-kommissær. (Foto: © ERIK LUNTANG, Scanpix Danmark)

I stedet fortsatte hun som statsrevisor og debattør fra sin post som menigt folketingsmedlem, imens partifællerne tog livtag med regeringsmagten. Vælgerne glemte hende imidlertid ikke, og ved valget i september 1994 fik Ritt Bjerregaard over 44.000 stemmer på Fyn. Nyrup bøjede sig for signalet fra vælgerne og gav Ritt Bjerregaard posten som Danmarks næste EU-kommissær. Med miljøet som område, skulle det vise sig, da brikkerne i Bruxelles faldt på plads.

Det blev til en periode på fire år i Bruxelles, og den blev på bjerregaardsk vis præget af både politiske resultater og ballade. Og så var den nær aldrig kommet i gang, for Ritt Bjerregaard fik det selvbevidste Europa-Parlament imod sig, inden hun overhovedet kunne sætte sig til rette i Berlaymont-bygningen.

Hun fik sagt bag en lukket dør på Christiansborg, at Europa-Parlamentet ”ikke er et rigtigt parlament”, hvad der er korrekt nok, sammenlignet med for eksempel Folketinget. Men citatet nåede Bruxelles uden medfølgende varedeklaration, og så var ilden tændt.

Ritt Bjerregaard overlevede dog høringen og blev godkendt som medlem af luxembourgske Jaques Santers’ kommission. Derefter gik lidt tid – så brød en ny brand ud. Denne gang om en dagbog.

Ritt Bjerregaard havde fået en idé. Ikke hendes bedste, snarere den dårligste. Men hun havde sat sig for at skrive dagbog om livet kommissær, og efter et års tid på posten var den klar til udgivelse med temmelig kritisk omtale af en længere række europæiske ledere og kommissærkolleger.

Klip fra TV Avisen, inden Ritt Bjerregaard ønskede at trække sin dagbog tilbage:

Ritt Bjerregaard indså, at hun var gået for langt, og undskyldte. Besluttede også at trække bogen tilbage, men dén beslutning kortsluttede Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden. Han udgav dagbogen som tillæg og betalte senere en erstatning for sit initiativ.

Dette portrætfoto af Ritt Bjerregaard blev taget i 1999. (Foto: © ERIK LUNTANG, Scanpix Danmark)

Da Santer-kommissionen faldt i 1999, faldt Ritt Bjerregaard med den, og hun satte atter kursen mod dansk politik – via Fødevareministeriet og den lille Lejre-kreds, der sendte Ritt Bjerregaard i Folketinget i 2001.

Nyrup havde brug for at gennemføre en rokade, og han havde brug for at få Ritt Bjerregaard med på holdet. Det blev til halvandet år, inden Anders Fogh Rasmussen blev statsminister, og det blev halvandet år, hvor Ritt Bjerregaard fik mulighed for at gøre god brug af al den erfaring, hun havde bygget op.

Dels fordi fødevarepolitikken steg i status i de år, dels fordi kogalskaben ramte Danmark, mens Ritt Bjerregaard sad på posten. Og endelig fordi området simpelthen interesserede Ritt Bjerregaard, der var blevet vakt for økologien via de netværk, hun sin vane tro havde bygget op omkring sig.

Ritt Bjerregaard var fødevareminister fra 23. februar 2000 til 27. november 2001. (Foto: © KELD NAVNTOFT)

Ritt Bjerregaard etablerede sig i de år som Danmarks mest kendte æbleavler, med økologisk plantage på Midtsjælland. Den blev først solgt nogle år før hendes død og var i mange år et fristed for både Ritt Bjerregaard og ægtefællen Søren Mørch og hendes forældre.

Smækkede med døren

Da Nyrup mistede magten i 2001, fremstod socialdemokraterne i en splittet version, ikke mindst når det gjaldt udlændingepolitikken.

Ritt Bjerregaard var blevet udlændingeordfører, men hun befandt sig politisk et godt stykke fra partiets mest markante røst i dén debat, Karen Jespersen. Partiformand Nyrup forsøgte at balancere i midten, men det var ikke nok for Ritt Bjerregaard. Hun nedlagde sin post – og smækkede med døren i processen. Formanden havde været svag og skabt uklarhed, fastslog hun, og så måtte partiet søge ny ordfører.

En ny formand blev det også til. Mogens Lykketoft tog over efter Poul Nyrup Rasmussen. Støttet af Ritt Bjerregaard, der midt i 2000’erne satte kursen mod en sidste politisk destination på topniveau. Københavns Rådhus, få hundrede meter fra barndomshjemmet på Vesterbro.

Ritt Bjerregaard blev i 2006 overborgmester i København. (Foto: © KHAN TARIQ MIKKEL)

Adskillige socialdemokratiske kandidater var i spil, men de var uden chance, da Ritt Bjerregaard meldte sin interesse. Hun blev kandidaten, der skulle forsvare partiets højborg mod angrebet fra Venstre og Søren Pind. En mission, der til fulde lykkedes.

Til gengæld lykkedes det aldrig for Ritt Bjerregaard at få bygget 5.000 boliger til 5.000 kroner i månedlig husleje, som blev det letforståelige omdrejningspunkt i hendes valgkamp.

Dét gav i sagens natur anledning til kritik. Til gengæld var det store flertal blandt københavnerne på Ritt Bjerregaards side, da hun efter forgæves forhandlinger endte med at støtte rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej.

I 2009 var København vært for klimakonferencen COP15. Som Københavns overborgmester mødtes Ritt Bjerregaard blandt andet med Arnold Schwarzenegger, som på det tidspunkt var guvernør i Californien. (Foto: © Anders Debel hansen, Anders Debel Hansen / Scanpix)

Posten som overborgmester blev Ritt Bjerregaards sidste i politik, når man ser bort fra en kort periode som ”eksportambassadør” for Lars Løkke Rasmussens regering. Men posten på rådhuset blev langt fra det sidste, man hørte til hende - og bestemt heller ikke det sidste, partikammeraterne i Socialdemokratiet hørte til Ritt Bjerregaard.

Spørg bare Helle Thorning-Schmidt, valgt til Europa-Parlamentet og senere partiformand med støtte fra Ritt Bjerregaard - men også i mange tilfælde udsat for hård kritik fra Ritt Bjerregaard. Thorning måtte mange gange forholde sig til kritik fra Bjerregaard.

Ritt Bjerregaard var bevist om sin rolle i partidebatten og forstod at udnytte sin personlighed og sin platform. Men hun kunne også føle sig misforstået, for eksempel da hun etablerede sit debatforum ”Den Røde Skole”. Et initiativ, Thorning-Schmidt var absolut utilfreds med og helst var foruden.

Ritt Bjerregaard fortsatte til sin død med at blande sig i den politiske diskussion, blandt andet som skribent i Ekstra Bladet. Hun holdt sit store netværk ved lige, og hun stillede op i medierne. Og så lagde hun enorme kræfter i sine erindringer - og var tilsvarende glad, da første bind, ”Ritt - erindringer” fik storslåede anmeldelser.

Ritt sammen med ægtemanden Søren Mørch i 2001. (Foto: © Ulrik Jantzen)

Det blev til en lang række bøger fra Ritt Bjerregaard gennem hendes liv og karriere. Mange af dem skrevet sammen med andre, dog kun en enkelt sammen med ægtefællen Søren Mørch, men det afspejler på ingen måde Mørchs betydning for Ritt Bjerregaard som menneske og politiker.

Søren Mørch og Ritt Bjerregaard var uundværlige for hinanden, i deres store forskellighed. Som Ritt Bjerregaard sagde i Martin Krasniks bog om de to - de blev ved med at lytte til hinanden, og derfor mistede de ikke hinanden af syne.

Ritt Bjerregaard fortæller, hvorfor hun og Søren Mørch aldrig fik børn:

I samme bog fik Ritt Bjerregaard sidste ord, om døden:

”Hvis der er noget, jeg ikke kan forestille mig, så er det, at jeg ikke er sammen med Søren” - hvortil Søren Mørch svarede: ”Det er sødt sagt.”

Ritt Bjerregaards svar:

”Det er ikke sødt. Det er sådan, det er.”

Som tidligere medlem deltog Ritt Bjerregaard ved Folketingets åbning i 2022 – sammen med Helle Degn (til venstre) og Jytte Andersen. (Foto: © Jens Dresling)