Nekrolog: SF's vestjyske landmand gik altid i rød skjorte

Kristen Touborg holdt fast i sin vestjyske dialekt og var et eksotisk indslag i SF.

Kristen Touborg mistede livet i en trafikulykke i dag. Han blev 73 år. (Foto: MORTEN JUHL © Scanpix)

Kristen Touborg, der døde i en trafikulykke i dag i en alder af 73 år, var SF’er. Og landmand.

Og han stak også ud på sin arbejdsplads Christiansborg. Han var kendt for at have rød skjorte på og for at holde fast i sit vestjyske modersmål på en arbejdsplads, der vrimler med strømlinede akademikere i jakkesæt.

- Kristen var helt sin egen. Han stod ved sine rødder. Han var lige ud af landevejen, provokerende, sjov og kærlig, og jeg kan slet ikke forstå, at jeg ikke skal tale i telefon med ham igen, gå en tur, eller få en bjørnekrammer, når modvinden kommer, og der er behov for gode venner, skriver SF’s formand, Pia Olsen Dyhr i et mindeord.

- Han var den første, der støttede mit kandidatur som formand, og han var kritisk, men altid ordentlig og ærlig. Jeg vil savne min ven Kristen – for han var mest min ven, dernæst min partikollega, fortsætter hun.

Kristen Touborg drev et økologisk landbrug på sin egen fødegård Klostermølle ved Gudum øst for Lemvig:

- For blot to uger siden gik Kristen og jeg rundt på hans marker, og han fortalte om, hvordan han har genskabt søen ved møllen og tilbageført åen til sit oprindelige løb. Alt sammen på Kristens egen fødegård Klostermølle i Gudum, skriver hun i sit mindeord.

Kristen Touborg blev dræbt i en trafikulykke nær Holstebro i dag. Ulykken skete kort efter klokken 12 på Herningvej ved Nybo Bakke. Af ukendte årsager kørte Kristen Toubergs køretøj frontalt ind i en anden bil. Han blev 73 år.

Hans kone var også med i bilen og er alvorligt kvæstet efter ulykken.

Et eksotisk indslag i SF

At Kristen Touborg var ikke en politiker som de allerfleste, kan Jens Ringberg, der er politisk analytiker i DR, tale med om.

- Han var en lidt usædvanlig skikkelse i det politiske miljø, for der findes trods alt ikke så mange bønder, der har siddet i Folketinget for SF. Og så holdt han fast i sin vestjyske dialekt – han sagde ikke ”jeg”, han sagde ”a”, siger Jens Ringberg.

- Jeg tror, det skabte respekt, at han ikke lavede om på sig selv. I SF var han et lidt eksotisk indslag; han havde altid røde skjorter på, så man kunne kende ham på lang afstand.

Jens Ringberg kalder Touborg for en loyal og flittig partikammerat.

- Han passede sit arbejde, men han kunne også finde på at gå sine egne veje. Han var ikke altid enig med sit parti, for eksempel i forhold til EU. Han var dog heller ikke nogen fløjkriger. Jeg tror, alle syntes, at han var en, man kunne lave aftaler med, uden at han løb fra dem bagefter – og det tæller noget i alle partier.

https://twitter.com/sfhoni/status/880508231306575874

Blandt sine tidligere kollegaer på Christiansborg bliver Kristen Touborg mindet her til aften:

Ud over Holger K. Nielsens tweet herover, kalder Margrethe Auken hans dødsfald "ubærligt":

https://twitter.com/MargreteAuken/status/880491365859295233

Også fra den modsatte ende af partiskalaen er der mindeord. Hans Kristian Skibby, DF, skriver:

https://twitter.com/BundgaardSkibby/status/880503948901326849

Facebook
Twitter