Nick Hækkerup: Forsvaret skal være ærlig

Forsvarsminister Nick Hækkerup opfordrer folk i forsvaret til at være ærlige i sagen om, at soldater skulle have overværet mishandling af fanger i Irak.

I årevis har forsvarets top afvist, at danske soldater har overværet mishandling i Irak, men i dag har den tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard lækket en video, som viser det modsatte.

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) hørte om videoen i sidste uge, men så den først i dag, og han vil ikke fortælle, hvem han mener, der har ret. Men han er bekymret over, at forsvarets afvisning og indholdet af videoen ikke stemmer overens.

- Jeg er ligeså frustreret som alle andre, og jeg har i dag talt med forsvarschefen, som går i gang med at rede ud, hvad det er med denne video, siger Nick Hækkerup til DR Nyheder.

Løgn gover mistillid

Han frygter, at en sag som denne kan skabe mistillid til danske soldater i krig i befolkningen.

- Det er helt afgørende, når vi sender vores soldater i krig rundt omkring i verden, at der er folkelig opbakning til det, og vi kan kun skabe folkelig opbakning, hvis vi ærligt fortæller befolkningen, hvad det er, der sker, siger han.

I løbet af dagen er det kommet frem, at der muligvis findes to eller flere videoer af irakiske sikkerhedsstyrkers overfald på irakiske fanger under Operation Green Desert i det sydlige Irak i 2004.

Hvis det er korrekt, skal videoerne frem i lyset, fastslår Nick Hækkerup.

- Jeg har bedt forsvarschefen kigge på spørgsmålet omkring flere film. Det er helt afgørende for Irak-kommissionen og forsvaret, at soldater, som sidder inde med materiale, lægger det frem, så det kan indgå i det videre arbejde, siger han til Ritzau.

Svært at placere ansvar

Selvom situationen ikke kan bedømmes alene ud fra videoklippet, skal det indgå i Irak-kommissionens arbejde, siger Nick Hækkerup og understreger, at det er svært at sige, hvem der har fejlet.

- Hvis det var i dag i Afghanistan, ville vores soldater reagere på en af to måder: Enten ville de gribe ind og sørge for, at det blev bragt til ophør.

- Og hvis de ikke kunne det af en eller anden grund, ville de melde det til deres overordnede, som skulle tage det op med lokale myndigheder, slutter han.

Facebook
Twitter