Mette Frederiksen laver ministerrokade: Her er de tre nye ministre

Det sker, efter at Nick Hækkerup har meldt sin afgang i politik.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) bliver justitsminister efter Nick Hækkerup. (Grafik: Morten Fogde, DR Nyheder)

Det bliver udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, der overtager posten som justitsminister fra Nick Hækkerup.

Sådan lyder det mandag morgen i en pressemeddelelse fra Statsministeriet.

Meldingen kommer, efter Nick Hækkerup søndag aften skrev på Facebook, at han stopper i politik og dermed også som justitsminister for at blive direktør i Bryggeriforeningen.

For at Mattias Tesfaye kan træde til som ny justitsminister, skal der findes en erstatning for ham i hans nuværende stilling som udlændinge- og integrationsminister, og den post vil fremover gå til indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek.

Medlem af Folketinget Christian Rabjerg Madsen vil i den forbindelse tage pladsen som indenrigs- og boligminister.

  • Det bliver indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (tv), der udnævnes til ny udlændinge- og integrationsminister. Den post tager han fra Mattias Tesfaye, der skal være justitsminister. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)
  • Fremover vil pladsen som indenrigs- og boligminister blive fyldt ud af Socialdemokratiets politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen (th). (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
  • Ministerrokaden sker, fordi Nick Hækkerup søndag fortalte, at han træder ud af politik efter mere end 20 år. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)
1 / 3

Nye ministre præsenteres til formiddag

Statsministeren præsenterer de nye ministre for dronningen klokken 10.00.

En time senere - klokken 11 - vil justitsminister Nick Hækkerup blive modtaget i afskedsaudiens hos Dronningen.

Overdragelsen af de forskellige ministerier vil ske til eftermiddag, og planen for det lyder sådan her: Klokken 13.00 Udlændinge- og Integrationsministeriet. Klokken 14.00 Justitsministeriet. Klokken 15.00 Indenrigs- og Boligministeriet.

Der ligger en særlig svær sag og venter på den nye justitsminister

I Facebook-opslaget søndag begrunder Nick Hækkerup sit stop med, at han i mere end 20 år har lavet politik på fuldtid, og derfor i den seneste tid har mærket en voksende trang til at blive udfordret på nye måder.

- Jeg er klar over, at mit valg om at stoppe i politik af mange sikkert vil blive fortolket som en utilfredshed. Men det vil ikke være en rigtig læsning, skrev Nick Hækkerup blandt andet i opslaget.

Nu er det så Mattias Tesfaye, der overtager hans job, og det vil ikke være et ryddet arbejdsbord, der følger med i den forbindelse.

- Den sværeste sag, der ligger på bordet, er nok FE-sagen, hvor der er rejst sigtelser mod den tidligere FE-chef Lars Findsen og Venstres tidligere forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen, vurderer DR’s politiske korrespondent Christine Cordsen.

- Det skal på et tidspunkt besluttes, hvorvidt der skal rejses tiltale, og det spørgsmål vil på en måde komme på bordet.

Det er dog formentlig ikke den sag, der har fået Nick Hækkerup til at trække stikket, vurderer hun.

- Han har haft rigtig mange problemsager ind over sit bord de sidste tre år.

- Jeg tror mere, at han er kommet til et sted, hvor han er løbet træt i toppolitik og ikke rigtig har kampgejsten, der skal til, hvis man vil klare sig på posten.

'Et stort tab for statsminister Mette Frederiksen'

Den tidligere justitsministers farvel til regeringen og til dansk politik er et stort tab for statsminister Mette Frederiksen (S), vurderede, Christine Cordsen, kort efter annonceringen søndag.

- Hækkerup har som justitsminister været en driftssikker minister på et tungt og vigtigt område. Retspolitikken er næsten lige så afgørende for Mette Frederiksens politiske projekt som udlændingepolitikken, og her har statsministeren i Nick Hækkerup haft en justitsminister, der leverede.

Det er blot tre måneder siden, at statsminister Mette Frederiksen skulle ud i samme disciplin og lave en ministerrokade. Dengang var det Benny Engelbrechts stop, der udløste rokeringen.