Nina Helm Andreasen afleverer sin søn Marinus i børnehaven Vimmerby i Mejrup ved Holstebro.
- Kan du sætte dig ned og tage dine sko af, spørger hun sin søn, da de er kommet ind børnehavens garderobe.
Han gør prompte, hvad hans mor siger – uden at kny.
For Nina Helm Andreasen er det en daglig begivenhed, når hun afleverer Marinus i børnehaven, inden hun skal på arbejde og passe sit job som marketingschef i en lokal virksomhed.
Det er vigtigt for hende, at der er nok pædagoger til at tage sig af hendes søn i børnehaven, når hun afleverer ham og tager på arbejde. Men det er ikke altid sådan, det er, forklarer hun.
Derfor er hun en af de forældre, der har kæmpet for at råbe politikerne op for at få bedre normeringer i vuggestuer og børnehaver landet over. Det ønske er nu på vej til at blive opfyldt.
- Det har en stor betydning for os som forældre. Vi føler, vi er blevet hørt. Vi er gået ind i det her med krop og sjæl. For os er det bare rart at vide, at der kommer minimumsnormeringer, så vi ved, at vores børn får de hænder, som der er brug for, siger Nina Helm Andreasen.
I Norge kan man let gå ind på en hjemmeside og se, hvor mange pædagoger der er pr. barn i samtlige af landets daginstitutioner.
Regeringen forhandler netop nu med dens støttepartier og Alternativet om, hvordan modellen for lovbundne minimumsnormeringer skal se ud.
Ifølge finansloven for 2020 er målet, at der fra 2025 - hvor der er afsat 1,6 milliarder kroner årligt til mere personale - kommer til at være minimum én voksen til tre vuggestuebørn og én voksen til seks børnehavebørn.
Forældre vil kende antal pædagoger
Forhandlingerne drejer sig dog også om, om de lovbundne minimumsnormeringer skal gælde som gennemsnit i de enkelte kommuner, eller om det skal gælde i hver enkelt institution.
Og med til forhandlingerne har Enhedslisten et krav om, at man efter norsk forbillede skal have en hjemmeside, hvor alle let kan gå ind og se, hvordan normeringerne er i alle vuggestuer og børnehaver i Danmark.
Det håber Nina Helm Andreasen bliver til virkelighed.
- Det er da en faktor, der spiller ind, når man sidder og skal vælge, hvilken institution ens barn skal gå i. Så det vil helt klart være en god ting for vi forældre, siger hun.
Ifølge hende betyder det meget at vide, at der er hænder nok til at passe på Marinus, når hun afleverer ham i børnehaven Vimmerby.
- Det vil da helt klart gøre en forskel, når man sidder og overvejer, hvor ens barn skal gå, hvis man ved, at det er et stort hus med hænder nok, og man kan på den måde få et realistisk billede i ens barns hverdag.
Flere hænder – ikke mere bureaukrati
Hos Forældrenes Landsorganisation, FOLA, kalder de forslaget fra Enhedslisten for ”en fin idé”.
Men formand Signe Nielsen opfordrer politikerne til ikke at skabe en bureaukratisk pukkel for landets kommuner.
- Jeg kan frygte lidt ved alt, de finder på inde på Christiansborg lige nu, at der kommer så meget bureaukrati med i aftalen, at kommunerne skal bruge penge på at dokumentere, at de overholder loven. Det vil vi gerne være foruden. Pengene skal gå direkte til de voksne, der er til vores børn i deres dagtilbud, siger hun.
Hun forklarer, at en hjemmeside med overblik over normeringerne i samtlige institutioner i landet vil være en god hjælpende hånd for landets forældre.
Allerede i dag vælger forældre nemlig i stor stil børnehaver og vuggestuer til og fra ud fra oplevelser med den enkelte institution og institutionens rygte.
- Vi ved godt som forældre, hvilke institutioner der er gode, og hvilke institutioner der ikke er gode. Det her synliggør bare nogle ting. Om det er på en hjemmeside eller andet, er jeg egentlig ligeglad med, jeg skal bare kunne vide, hvor mange børn der er til en voksen i daginstitutionerne, siger Signe Nielsen.
Forhandlingerne om minimumsnormeringer blev skudt i gang i denne uge og fortsætter i de kommende uger.