Nord Stream 2 sender ny ansøgning: Danmark risikerer at miste et trumfkort

Omstridt russisk gasledning jagter alternativ rute udenom Danmark.

Gasledningen Nord Stream 2 kan ende med en alternativ rute udenom dansk territorium. (Foto: handout © Scanpix)

Den omstridte russiske gasledning Nord Stream 2 kan med en ansøgning om en ny og alternativ rute smyge sig udenom de danske politikeres mulighed for at afvise gasledningen på grund af sikkerheds- og udenrigspolitiske hensyn.

Det vurderer Socialdemokratiet, efter at Nord Stream 2 har sendt en ny ansøgning til Energistyrelsen om en alternativ rute, som ikke går igennem dansk farvand. Energistyrelsen bekræfter at have modtaget ansøgning.

- Dette er en alternativ rute, der ikke går gennem dansk territorialvand, skriver Nord Stream 2 i en pressemeddelelse.

Nordvest om Bornholm

Det er det statslige russiske gasselskab Gazprom og en række europæiske energiselskaber, som står bag Nord Stream 2.

Den nye rute går nordvest om Bornholm og går derfor ”kun gennem den danske eksklusive økonomiske zone”, som det formuleres i pressemeddelelse.

Nord Stream 2 understreger, at man fastholder sin oprindelige ansøgning fra 2017, og den nye ansøgning skal derfor ses som et alternativ, hvis de danske politikere siger nej til den første ansøgning.

- Den oprindelige ansøgning er den mest optimale i forhold til anlæg af rørledningerne i dansk farvand og forbliver dermed den foretrukne rute, hedder det i pressemeddelelsen.

S: Danmark mister et trumfkort

Socialdemokratiet har tidligere opfordret regeringen til at sige nej til ansøgningen fra Nord Stream 2, som går igennem dansk territorium, men udenrigsordfører Nick Hækkerup (S) vurderer nu, at den nye ansøgning vil gøre det svært for Danmark at forhindre gasledningen.

- Ved at flytte ledningen, kan russerne flytte sig ud af den mulighed, som vi har for at sige nej på grund af sikkerheds- og udenrigspolitiske hensyn, siger Nick Hækkerup

- Så er vi fanget af den internationale regulering, der ligger, og som giver ret til at anlægge rør. Som jeg forstår det, så står vi tilbage med at kunne tage miljøhensyn, og i den forbindelse skal Danmark selvfølgelig sikre sig, at det her anlæg – måtte det komme – ikke er til fare for miljøet, siger han.

- Vi har gjort, hvad vi kunne. Nu flytter russerne tilsyneladende gasledningen et sted hen, hvor vi ikke kan spille de kort længere. Det må vi bare tage til efterretning, siger Nick Hækkerup.

Miljøhensyn og skibssikkerhed bliver afgørende

Energistyrelsen bekræfter i en mail til DR Nyheder, at Danmark i forbindelse med behandlingen af den nye ansøgning fra Nord Stream 2 kun har mulighed for at sige afvise ansøgningen, hvis rørledningen er til fare for miljøet eller skibssikkerheden.

Det fremgår af FN's Havretskonvention, oplyser styrelsen.

- Såfremt de miljø- og skibsfartsmæssige betingelser er opfyldt, er Danmark internationalt forpligtet til at give en tilladelse. Ansøgningen kan som udgangspunkt kun afvises, hvis rørledningens placering ikke er miljø- eller skibstrafiksmæssigt forsvarlig, skriver Energistyrelsen.

Den nye ansøgning ventes behandlet i løbet af omkring et år.

Behandlingen af den oprindelige ansøgning er ifølge Energistyrelsen "fremskreden", men kan først endelig afgøres, når udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har "afgivet en indstilling vedrørende ansøgningens forenelighed med Danmarks udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske interesser".

Opdateret med oplysninger fra Energistyrelsen.

Facebook
Twitter