Nordvestjylland mister direkte tog til København med ny Billund-bane: 'En katastrofe'

Tog fra Holstebro, Herning og Struer vil fremover stoppe i Vejle.

Borgerne i Nordvestjylland kan fremover ende med at skulle skifte tog i Vejle, hvis de vil til Fyn og Sjælland. Det bekymrer flere borgmestre. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Togpassagerer til og fra Herning, Holstebro og Struer kan ende som de store tabere, hvis en politisk aftale om en ny jernbane til Billund bliver en realitet.

For med den nye bane vil der "sandsynligvis" ikke længere være plads til at køre direkte tog fra Nordvestjylland til Fyn og Sjælland, svarer Transportministeriet i et skriftligt svar til Folketingets transportudvalg.

Et svar, som har fået en række af egnens borgmestre op af stolen, herunder Struer-borgmester Niels Viggo Lynghøj (S).

- Det, man er i gang med i øjeblikket fra regeringens og Folketingets side af, er at lave jernbanen fra Vejle til Herning, Holstebro og Struer til en sidebane. Vi bliver nedgraderet på jernbaneområdet, og det er helt katastrofalt, siger han.

Antallet af direkte tog østpå er i forvejen for nedadgående. I dag er der 12 daglige intercity-afgange med tog mellem de nordvestjyske byer og de resterende landsdele. Når Arriva overtager driften fra DSB i december 2020, barberes de direkte tog ned til fire daglige afgange.

Der var 12 - så 4 - måske snart 0

Med en Billund-bane vil tallet dog sandsynligvis ende på nul, skriver Transportministeriet.

- For at undgå at forsinkelser fra landstrafikken forplanter sig til trafikken mod Billund og Herning (og omvendt), vil det sandsynligvis være nødvendigt at adskille togtrafikken Vejle-Herning-Struer helt fra landstrafikken, så rejser til og fra f.eks. Odense og København altid vil indebære togskift i Vejle, lyder det.

En "katastrofe" siger Holstebro-borgmester H.C. Østerbye (S).

- Man ved alle steder, at når der bliver et skifte, så betyder det, at der er nogen, der finder andre måder at transportere sig på.

Når Arriva overtager strækningen i fremtiden, vil der kun være fire direkte tog til København i døgnet. Er det ikke en forsvindende lille problemstilling?

- Nej, det er det ikke. Det her er en hel befolkningsgruppe, der ikke får muligheden for direkte transport, fordi der er nogen, der skal transporteres til Billund Lufthavn, siger Holstebro-borgmesteren.

Borgmestre føler sig nedprioriteret

Som DR Nyheder kunne fortælle torsdag, så er samfundsøkonomien i banen så ringe, at flere eksperter direkte fraråder at bygge den, selv hvis den var gratis.

Ved den lejlighed svarede Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, at det var et stort ønske fra Dansk Folkeparti at bygge banen. I Struer har borgmesteren da også set sig mest vred på Dansk Folkeparti.

- Det er helt vanvittigt, at man underprioriterer hele det nordvestjyske område, fordi man åbenbart skal give Kristian Thulesen Dahl (formand for Dansk Folkeparti, red.) en jernbane til Billund.

Hans Østergaard, borgmester i Ringkøbing-Skjern (V), synes "det lyder vanvittigt", hvis man vil afskære egnen fra en direkte togforbindelse, men har derudover ingen kommentarer, oplyser han til DR Nyheder.

DF: Misundelse er en grim ting

Hos Dansk Folkeparti anerkender man ikke kritikken fra S-borgmestrene.

Transportordfører Kim Christiansen fastholder, at jernbanen er en god idé og skyder tilbage på de utilfredse borgmestre.

- Der vil altid være nogle få, der føler sig forsmåede. I stedet for denne her misundelse - som er en rigtig grim egenskab ved mennesker - så synes jeg, at man skal glæde sig over de gode ting, der er i denne her aftale, siger han.

Og så går han stik i mod Transportministeriets udmelding og garanterer nærmest, at de direkte tog til Herning fortsætter. I hvert fald lidt endnu.

- Der vil fortsat være direkte tog, så længe vi har dieseltog. Ikke så mange afgange som i dag, men der vil fortsat være mulighed for at tage en direkte forbindelse.

I regeringspartiet Venstre har transportordfører Kristian Pihl Lorentzen også tidligere forsikret lokalborgerne om, at den direkte togforbindelse til København ikke var på vej væk. Det gjorde han i foråret 2017 i Folkebladet Lemvig.

- Det skal være sådan, at en ældre dame, som gerne vil besøge sine oldebørn i København, trygt kan sætte sig på toget i Struer og blive siddende der, indtil familien kan modtage hende på perronen i København, sagde Kristian Pihl Lorentzen ved den lejlighed.

I dag er meldingen dog en anden fra Venstres transportordfører.

- Der er ikke noget nyt i, at der er problemer med sporkapaciteten mellem Vejle og Jelling. Vi ved også, at der er en udfordring på længere sigt, fordi vi går over til elektriske tog i landstrafikken. Der er ingen elledninger til Struer eller planer om det.

- Jeg synes, det er fint, at borgmestrene påpeger nogle konsekvenser for deres område. Jeg kan bare undre mig over, at de to socialdemokratiske borgmestre kommer med det nu, for planen om Billund-banen er født hos Socialdemokratiet. Det er som om, at der går en smule valgkamp i det, siger Kristian Pihl Lorentzen.