Norsk farvand er igen åbent for danske fiskere

EU og Norge er nået til enighed om en fiskeriaftale, der gør det muligt for danske fiskere igen at fange fisk i Norge. Fiskerne har været forment adgang siden nytår.

Danske fiskere kan fra midnat genoptage fiskeriet i norsk farvand. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Uenighederne mellem EU og Norge om fiskekvoter er blevet løst.

Parterne har indgået en ny kvoteaftale for 2014, og det betyder, at danske fiskere allerede fra midnat igen kan begynde at fange fisk i norsk farvand.

- De danske fiskere har mistet vigtig indtjening i de sidste to måneder, så jeg er naturligvis meget glad for, at de nu kan komme på havet igen, siger fødevareminister Dan Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.

Strid har kostet danske fiskere millioner

Fiskerierhvervet havde ellers håbet på, at EU og Norge allerede i sidste måned ville blive enige om den fiskeriaftale for 2014, som har manglet siden nytår og forhindret danske fiskeres adgang til deres traditionelle fiskepladser i norsk farvand.

Men forhandlingerne er flere gange brudt sammen.

Det har kostet fiskerne millioner og betydet hjemsendelse af mange ansatte i fiskeindustrien.

Danmarks Fiskeriforening krævede i sidste uge, at den danske regering og EU stopper al import af fisk fra Norge.

Makrelaftale er også på plads

Oprindeligt skulle forhandlingerne have været påbegyndt og afsluttet i november og starten af december sidste år. På den måde kunne aftalen træde i kraft fra årsskiftet.

Men forhandlingerne blev flere gange udskudt, fordi EU-Kommissionen prioriterede forhandlingerne om makrelkvoterne i Nordøstatlanten.

Onsdag er der ligeledes indgået en femårig aftale mellem EU, Norge og Færøerne om fiskeri af makrel, oplyser Fødevareministeriet.

Facebook
Twitter