Nu er der hjælp at hente, hvis varmeregningen vælter budgettet: 'Det er et godt initiativ, men jeg tror ikke, det er nok'

Med et nyt udspil vil regeringen give en økonomisk håndsrækning til dem, der rammes hårdt af de stigende elpriser.

Man kan allerede fra nu søge pengene, fortæller klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen. (Foto: © YVES HERMAN, Ritzau Scanpix)

En pulje på 100 millioner kroner skal ud og arbejde i kommunerne, der nu får penge til at give et tilskud til for eksempel kontanthjælpsmodtagere og pensionister, der i forvejen har et knebent budget.

- Det her vil betyde, at man ude i kommunerne vil have langt bedre mulighed for at hjælpe dem, som har behov for det, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).

Ordningen, som regeringen kalder for 'varmepakken', gør, at man gennem kommunen kan søge om et tilskud, hvis man får en høj varmeregning, som vælter ens budget. Men det er altså kommunerne, der skal vurdere den enkelte sag.

Ifølge Dan Jørgensen er det uproblematisk og ikke særlig bureaukratisk, fordi det falder indenfor et regelsæt, som kommunerne allerede kender, fordi de er vant til at yde tilskud til regninger, som udsatte borgere har svært ved at betale.

Men både Ældre Sagen og Mødrehjælpen mener imidlertid ikke, at det er den bedste måde at sende pengene ud blandt borgerne.

- Det er en bureaukratiøvelse. Man skal søge pengene, og kommunerne skal først informere borgerne om, at tilbuddet findes, siger Ninna Thomsen, der er direktør i Mødrehjælpen.

Men det er Dan Jørgensen ikke enig i.

- Hvis man er en af dem, der vil søge, så er det relativt ubureaukratisk at få dem. Men man skal lige gøre den indsats selv at søge dem.

Et personligt tilskud

For begge organisationer gælder det, at de synes, at ordningen ville give mere mening, hvis man havde givet et personligt tilskud til den enkelte borger, i stedet for at de skulle ind og søge om pengene.

Bjarne Hastrup, der er direktør i Ældre Sagen, fortæller, at de hellere så, at pensionisterne fik et tilskud på 1.000 kroner om året til den grønne check, som pensionisterne i forvejen får. Derudover mener han også, at der skal ydes større tilskud til varmeudgifterne.

Den model vil ifølge ham være noget, der batter. Og den koster da også en til to milliarder kroner, ifølge Ældre Sagen, hvilket er væsentlig mere, end de 100 millioner kroner, som regeringen lægger op til.

Også i Mødrehjælpen mener man, at de 100 millioner kroner er for lidt.

- Jeg tror ikke, at de 100 millioner kroner er nok. Jeg synes, det er et godt initiativ, men jeg tror ikke, det er nok, siger Ninna Thomsen.

Hun hæfter sig ved, at regeringen vil følge op på ordningen, og siger, at hun vil gøre sit for at holde dem oppe på det.

Men om ikke andet hilser hun det velkomment.

- Jeg synes, at det er en rigtig god idé, for der er akut brug for hjælp hos landets børnefamilier, og julen står for døren. December er i forvejen en hård måned for kontanthjælpsmodtagerne.

- Det falder på et tørt sted på et godt tidspunkt.

Klimaministeren oplyser, at det allerede nu er muligt at søge om pengene.