Enhedslisten kan nu vælte en socialdemokratisk regering, hvis den vedtager en politik, som strider imod venstrefløjspartiets principper.
Hidtil var det ikke muligt på grund af partiets linje.
Den nye mulighed for at vælte en rød regeringen sker som følge af, at Enhedslistens hovedbestyrelse i dag har vedtaget at ændre partiets parlamentariske principper.
- Hovedopgaven nu er selvfølgelig at vælte Lars Løkke. Men det er ikke ligegyldigt, hvilken politik der kommer i stedet for, siger politisk ordfører, Pernille Skipper, til Ritzau og fortsætter:
- Problemet er, at Socialdemokraterne vil have Enhedslisten og tre andre partier til at bære dem ind i regeringskontorerne, men alligevel forbeholde sig retten til at lave al afgørende politik med højrefløjen. Det går ikke, siger Pernille Skipper.
Hun fremhæver skattereformen fra 2012, som tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt (S) stod bag, som en sag, der kunne føre en rød regering til fald:
- Jeg har meget svært ved at forestille mig, at Enhedslisten vil lade en Socialdemokratisk regering sidde, hvis de laver en skattereform med højrefløjen, som tager fra arbejdsløse og førtidspensionister for at give topskattelettelser, som vi så under Thorning, siger Pernille Skipper.
Sværere at danne regering med Socialdemokratiet
Enhedslisten åbner også op for, at partiet kan stille politiske betingelser for overhovedet at pege på socialdemokraterne ved en regeringsdannelse.
Igen er det et brud med Enhedslistens hidtidige parlamentariske linje. Her har partiet som udgangspunkt peget på det største arbejderparti i rød blok. Det vil sige Socialdemokratiet.
- Socialdemokraterne vil ikke love basale forandringer som en tilbagerulning af kontanthjælpsloftet eller de skatterabatter til toppen, som regeringen lægger op til her i efteråret.
- Vores ledelse har i dag sagt meget klart, at den går ikke. Og vi siger dermed også klart til vælgerne, at der er en kæmpe forskel på, hvem man stemmer på i rød blok, siger Pernille Skipper til Ritzau.
Det vil afhænge af en konkret overvejelse, hvordan partiet vil bruge de nye værktøjer.
- Men vælgerne ved, hvad Enhedslisten står for og slås for. Det er for et grønnere Danmark, et mere lige og socialt Danmark, et stærkere velfærdssamfund og stærke frihedsrettigheder. Det vil afspejle sig, siger Skipper.
"Vi gør det samme som De Radikale"
Ændringen af partiets principper betyder, at partiets 28 års parlamentarisk praksis som støtteparti til Socialdemokratiet og røde regeringer nu er ændret.
Kimen til hovedbestyrelsens beslutning blev lagt tilbage i maj på Enhedslistens årsmøde, hvor partiets medlemmer tog hul på en debat om en ny parlamentarisk strategi, som i sidste ende skal give folketingsgruppen flere våben at tage i brug, hvis de er utilfredse med linjen.
- Måske er tiden inde til, at vi gør ligesom Det Radikale Venstre har gjort flere gange: At vi i forbindelse med regeringsdannelsen stiller nogle krav til, hvilken politik sådan en regering skal føre, sagde Per Clausen fra Enhedslistens hovedbestyrelse på årsmødet i maj.
- Vi vil også gøre os nogle overvejelser om, hvor meget vi vil finde os i, før vi i givet fald medvirker til at stille et mistillidsvotum til en socialdemokratisk ledet regering, sagde han.