Nu forhandler partiledere og statsministeren igen: Hvad skal genåbnes i næste fase?

Her til formiddag mødes partilederne med Mette Frederiksen online.

Mette Frederiksen vil i dag lytte til partiledere og eksperters vurdering af, hvad der skal indgå i den næste fase af Danmarks genåbning. Onsdag lovede statsministeren, at der vil komme en mere langsigtet plan i løbet af næste uge. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Bliver det 9. klasserne, de ældre eller caféer og restauranter, der næste gang får grønt lys til at vende tilbage til en mere normal hverdag?

Det skal partilederne her til formiddag forhandle med statsminister Mette Frederiksen om.

Til en hastedebat i Folketingssalen i går lovede statsministeren, at der vil blive fremlagt en mere langsigtet plan for genåbningen i næste uge. Den skal angiveligt vise en rækkefølge for, hvad der skal åbnes hvornår.

Og der er mange ønsker fra partilederne. Flere partier, der tæller blandt andet De Radikale, Dansk Folkeparti og SF, vil gerne have de ældste elever i folkeskolen tilbage på skolebænken.

- Vi vil diskutere en fleksibel åbning i landet, alt efter hvordan smitten ser ud. Hvis der er steder, hvor der ikke er smitte, så vil det give god mening at få de ældste elever tilbage i skolen her. Hvis der er kapacitet og lærere til det, siger Pia Olsen Dyhr, formand for SF, inden dagens forhandlinger.

Derudover er Danmarks teststrategi på dagsordenen i dag. Sundhedsstyrelsen har lanceret en ny teststrategi, der går ud på teste langt flere danskere uden symptomer, men som har haft tæt kontakt til smittede. Danskere, der er smittede, skal selv være med til at opspore, hvem de har haft kontakt med for at hjælpe myndighederne.

Det skal ske for at bryde smittekæderne.

Forhandlingerne om genåbningens fase to begyndte i sidste uge. Den fase begynder efter den 10. maj.

FacebookTwitter