Nu forsvinder corona-rejsevejledningerne

Som optakt til efterårsferien bliver reglerne for rejser nu lempet.

Nu er der ikke længere løftede pegefingre fra myndighederne, hvis man er vaccineret og vil rejse ud i verden og nyde lidt strand. (Foto: Guglielmo Mangiapane © Ritzau Scanpix)

Fra på fredag er det slut med at farve lande røde, gule og grønne i Udenrigsministeriets rejsevejledninger på baggrund af, hvordan det går med coronasmitten i de forskellige lande.

Det har et bredt flertal i Folketinget besluttet her til aften.

"Farverne" i rejsevejledningerne har været afgørende for, hvilke regler der har været gældende, hvis man ville rejse til et bestemt land. For eksempel har det været afgørende for, om man skulle testes og i isolation, når man kom hjem igen og en række andre ting.

- Det er en rigtig glædelig dag for alle rejselystne danskere, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Nu skal rejsevejledningerne i stedet være, som de var før i tiden og kun beskrive sikkerhedssituationen i landet - altså om der er krig, terrorrisiko eller lignende.

- Det betyder, vi ikke længere fraråder rejser, når man er færdigvaccineret eller immun. Det er en kæmpe mulighed for danskerne til igen at komme ud i verden.

- Men selvfølgelig skal man stadig sætte sig ind i restriktioner på destinationen. Det gælder især for personer, der ikke er vaccineret, siger udenrigsministeren.

Rejsevejledning er for de vaccinerede

Der er nemlig stadig mange lande, der har restriktioner, hvis man rejser dertil. Derfor skal man selv stadig holde sig opdateret i forhold til, hvilke regler der gælder der, hvor man rejser hen.

Det gælder især for personer, der ikke er vaccineret. Men nu er myndighedernes rejsevejledninger altså rettet mod personer, der er vaccineret, siger udenrigsministeren. Derfor skal man som ikke-vaccineret selv holde sig orienteret om reglerne der, hvor man rejser hen.

- Men det er jo et mindretal af danskerne, der har den situation. Flertallet er jo vaccineret, og for dem kan der også gælde restriktioner, men vi fraråder ikke længere rejser, når man er vaccineret, siger Jeppe Kofod.

Nu er rejsevejledningerne for de vaccinerede, lyder det fra udenrigsminister Jeppe Kofod. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Det vil dog stadig kunne ske, at et land bliver farvet rødt på grund af coronasituationen.

- Det gør vi, hvis vi får besked om, at der eksempelvis er en bekymrende variant, og vi er nødt til at være forsigtige. Så kan vi farve et land rødt, og så træder der en række restriktioner i kraft, både i forhold til indrejse i danmark, og så vi fraråder at rejse til det land, siger Jeppe Kofod.

Færre indrejserestriktioner

Den nye aftale betyder også, at der fra 25. oktober bliver færre restriktioner for folk, der rejser ind i Danmark. Fra da af vil restriktionerne især rette sig mod personer, der ikke er vaccineret eller tidligere har været smittet.

Personer fra EU- og Schengenområdet, der er vaccineret, tidligere har været smittet eller er testet negativ, vil kunne rejse frit ind i Danmark uden restriktioner.

Der vil heller ikke længere gælde regler om, at man skal testes, inden man rejser ind i Danmark. Til gengæld skal uvaccinerede og ikke tidligere smittede testes senest et døgn efter, der rejser ind i Danmark.

Det betyder aftalen:

  • Udenrigsministeriet rejsevejledninger farves ikke længere efter coronasmitten i et land.

  • Rejsende danske turister skal fremover selv orientere sig om indrejseregler andre steder. Det kan man på ambassadernes covid-19-hjemmesider.

  • Ikke-vaccinerede rejsende vil på coronasmitte.dk kunne læse om de restriktioner, der gælder efter hjemkomst til Danmark i forhold til test-og isolationskrav. Ikke-vaccinerede skal derudover være særligt opmærksomme på, at flere lande fortsat ikke tillader indrejse, medmindre man er vaccineret.

  • I EU- og Schengenområdet vil personer, der er færdigvaccinerede, tidligere smittede og personer, som har en negativ test, fremover kunne rejse ind i Danmark uden restriktioner. For øvrige vil der gælde et krav om, at de skal testes senest 24 timer efter indrejse til Danmark. Kravet vil også gælde personer med dansk statsborgerskab eller med fast bopæl i Danmark, når de indrejser i Danmark.

  • For hele verden fjernes kravet om anerkendelsesværdigt formål og kravet om test inden indrejse.

  • Politiets coronarelaterede grænsekontrol slutter.

  • Færdigvaccinerede fra OECD-lande, lande fra EU’s positivliste, som Danmark har åbnet for, og lande, der løbende tilknyttes EU’s coronapasordning, kan indrejse i Danmark uden krav om test og isolation. For ikke-vaccinerede, der indrejser fra lande fra EU’s positivliste, som Danmark har åbnet for, kræves der test efter indrejse. Indrejsende fra øvrige lande vil skulle testes og gå i isolation efter indrejse.

  • For krydstogtturisme vil der gælde krav om coronapas før ombordstigning samt krav om test før landgang i Danmark, såfremt der udbryder smitte på skibet.

Facebook
Twitter