En obligatorisk halv time ved computeren skal tvinge børneforældre til at tænke over, hvordan en skilsmisse ser ud fra barnets perspektiv, og hvordan man kommunikerer med sin tidligere partner.
Tiltaget er en del af en ny lov, der træder i kraft fra på mandag, og gælder for forældre, med børn på under 18 år, som skal skilles.
De nye regler betyder ligeledes, at man først kan blive skilt efter en tre måneders reflektionsperiode, hvis man har børn.
Som en del af det digitale forløb skal skilsmisseforældrene forholde sig til seks dilemmaer, hvor de umiddelbart efter får respons.
Spørgsmålene er udviklet af forskere fra Københavns Universitet i samarbejde med Statsforvaltningen.
Dilemmaerne har tre svarmuligheder, hvor der kan være mere end ét rigtigt svar eller handlemulighed. Det er gjort for at afspejle virkeligheden.
DR Nyheder har fået mulighed for at lade vores læsere prøve tre af de seks dilemmaer, inden de nye regler træder i kraft på mandag. Når du har svaret, får du umiddelbart herefter feedback.
Tag testen herunder. Artiklen fortsætter under testen:
Er tvang en god idé?
De nye regler er resultatet af en politisk aftale om skilsmissereglerne, som samtlige partier i Folketinget stemte igennem i december sidste år.
Det er dog ikke alle partier, som er lige begejstrede for, at der skal indføres en tvungen test.
DR Nyheder har fået Liberal Alliances social- og børneordfører, Laura Lindahl, til at tage testen.
Hun er glædeligt overrasket over testens udformning, da den skaber nogle refleksioner omkring beslutningen om skilsmisse.
Alligevel mener hun ikke, at en obligatorisk test er den rette vej at gå.
- Der er ikke nogen tvivl om, at Liberal Alliance er imod den obligatoriske del af det her, men når det er sagt, så tror jeg, at det er fornuftigt for mange at tage testen. Jeg ville også selv vælge at bruge skilsmissemodulet, hvis jeg stod i den situation, siger hun.
Kommer det bag på dig, at du har det sådan?
- Jeg har hele tiden syntes, at det var en god idé at have noget råd og vejledning, fordi vi kan se, at så mange børn kommer i klemme under skilsmisser. Så jeg er ikke imod systemet, jeg havde bare ønsket, at det havde været frivilligt, siger Laura Lindahl.
Hos Socialdemokratiet har man ikke noget imod at bruge tvang, når børneforældre vælger at gå hver til sit.
Socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil kalder det en "landvinding for vores velfærdssamfund".
- Jeg synes, at det er en kæmpe luksus. Der er så mange dilemmaer, hvordan man håndterer en skilsmisse over for sine børn, samtidigt med, at man selv er i krise, siger hun.
Føler du selv, at du kunne have haft gavn af en sådan test?
- Nu er det efterhånden nogle år siden, at jeg blev skilt, men jeg får næsten lyst til at gå ind og tage den alligevel. Det er interessant at høre, hvad nogle, der har meget forstand på børn og skilsmisser, siger i forhold til alle de dilemmaer og spørgsmål, der opstår under en skilsmisse, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Minister: Forløb har stor betydning for børnene
Det var regeringen med børne- og socialminister Mai Mercado (K) i spidsen, som stod bag lovforslaget sidste år.
Ministeren fortæller, at der lægger massiv forskning bag skilsmissetesten, hvor forskere på Københavns Universitet har sammenlignet skilsmisseforældre, der tog testen, med forældre, der ikke gjorde.
- På næsten samtlige parametre går det bedre for de forældre, der har fået hjælp til konflikthåndtering og mægling. Det står ret tydeligt, at man kommer ud af en skilsmisse lidt mindre ked af det og lidt mere hel. Det har en rigtig stor betydning for det enkelte barn, siger Mai Mercado.
Hvorfor har man ikke valgt at gøre det frivilligt?
- Det har vi også haft store politiske drøftelser af, og det er ikke alle politikere, som synes, at det er lige i øjet. Men jeg tror, at vi er nået frem til noget, hvor alle er okay med det, siger hun.
Kan du forstå, hvis der er nogle forældre, som mener, at det er et unødigt indgreb i deres liv?
- Ja, det kan jeg sagtens forstå - og at der kan være forældre, der tænker, at de ikke behøver at have nogen hjælp til at reflektere over deres skilsmisse. Og hvis man har det sådan, så kan man lave testen hurtigt uden at gå ned i detajlen, siger ministeren.