Nu venter alle på nyt fra Jakob Ellemann: 'Han vader ind i folk med træsko på'

Den måske kommende V-formand er et politisk ubeskrevet blad.

Jakob Ellemann-Jensen er af flere udnævnt som favorit til at overtage formandsposten i Venstre efter Lars Løkke Rasmussen, men hans politiske ståsteder ved vi ikke så meget om endnu. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Han ønskede egentlig ikke at være politiker.

Men nu peger flere på Jakob Ellemann-Jensen som kandidat til posten som formand for Venstre efter en dramatisk weekend, hvor Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen trak sig fra deres ledelsesposter i partiet.

Men hvem er han, og hvilken politik vil han føre, hvis han ender med at overtage formandsposten?

Først og fremmest står det klart, at Jakob Ellemann-Jensen har formået at holde sig ude af de værste magtkampe og stridigheder i Venstre i de seneste år.

Derfor fremstår han i dag som et frisk pust, lyder det fra Venstre-kenderen Jarl Cordua, der er liberal kommentator og radiovært.

I klippet herunder kan du se, hvad Jakob Ellemann-Jensen sagde i lørdags, da Lars Løkke Rasmussen havde trukket sig som Venstre-formand:

- Han er en type, der kan samle partiet og er afholdt af alle. Han har holdt sig ren af alle mulige intriger og har et gemyt, som gør, at han vader ind i folk med træsko på, siger han.

Det fremhæves også, at Jakob Ellemann-Jensen har formået at løfte humøret i Venstre i de mange periode, hvor partiet har været præget af svære sager - og interne magtkampe med tråde tilbage til formandsopgøret i 2014.

- Forleden holdt Jakob Ellemann-Jensen en privat fest i sin have, hvor der blev spist pølser og drukket øl. Der var folk til stede fra hele Venstres folketingsgruppe, der mente lidt forskelligt om, hvad der skulle ske med Lars Løkke Rasmussen, men de kunne holde ud af være sammen i hans nærvær.

- Det er et billede på, at han er god til at skabe en stemning, hvor folk kan samles omkring det, der skal være Venstres sag, siger Jarl Cordua.

Et ubekrevet blad

Jakob Ellemann-Jensen, der er søn af tidligere Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen, fortalte for nogle år siden til Berlingske, at han som 19-årig gjorde det klart for sin farmor, at han aldrig skulle ind i politik.

- Det vil jeg ikke byde hverken mig selv eller min familie, lød det.

Jakob Ellemann-Jensen blev dog medlem af Venstre, men i 2007 meldte han sig faktisk ud med den begrundelse, at tonen i udlændingedebatten var for hård. Da Lars Løkke Rasmussen overtog fra Anders Fogh Rasmussen nogle år senere, meldte han sig ind igen.

Og godt 18 år senere, som 37-årig, kom han i Folketinget efter at have fået nok stemmer ved valget i 2011.

Trods sin otte år i Folketinget har Jakob Ellemann-Jensen har aldrig rigtigt foldet sine politiske visioner ud. Faktisk ved vi ikke ret meget om hans ståsteder, lyder det fra DR Nyheders politiske analytiker Bjarne Steensbeck.

- Vi ved ikke pokkers meget om ham, for går man tilbage i arkivet og prøver at finde store og lange interviews med ham, så findes de ikke. Og det er påfaldende, for han har siddet i toppen af Venstre i efterhånden mange år.

- Men man finder, at han gentagne gange gør meget ud af, hvilken type politiker han er. Og det er sådan en type, der gerne vil samle og bygge bro, siger han.

I klippet nedenfor kan du se et indslag, hvor Jakob Ellemann-Jensen kom i vælten som miljø- og fødevareminister:

Jakob Ellemann-Jensen fungerede i en lang periode som politisk ordfører i Venstre, inden han blev udnævnt som miljø- og fødevareminister i forbindelse med en af Lars Løkke Rasmussens regeringsrokade.

På den post fik han blandt andet kritik for ikke at gå nok op i dyrevelfærd, da han udtalte til en person fra Veganerpartiet, at han elsker bacon, som det ses i klippet ovenfor.

Efterfølgende erkendte Jakob Ellemann-Jensen, at det var et "dumsmart" svar.

Efter valget i juni har han igen været partiets talerør i medierne. Ifølge Jarl Cordua er Jakob Ellemann-Jensens evner til at kommunikere da også en væsentlig årsag til, at han nu er favorit til at overtage formandsposten efter Lars Løkke Rasmussen.

- Han har været meget loyal i forhold til at præsentere Venstres politiske program. Hans kommunikationsnevner er der ikke noget i vejen med, og han har været en dygtig politisk ordfører og kan sælge varen, siger Jarl Cordua, der også ser det politiske indhold som en klar udfordring for Jakob Ellemann-Jensen:

- Han er et forholdsvis ubeskrevet blad. Det med at formulere et politisk projekt har man til gode at se. Det bliver den store opgave. Det vil nok først komme i november i forbindelse med det ordinære landsmøde. Lige nu handler det om at samle stumperne og få partiet på ret køl, siger Jarl Cordua.

Alliance med Støjberg?

Flere medlemmer af Venstres folketingsgruppe har allerede nævnt Inger Støjberg (V) som et oplagt bud på en næstformand i partiet.

De tæller blandt andre Marcus Knuth, Sophie Løhde og Michael Aastrup Jensen.

Hun har dog heller ikke officielt meddelt sit kandidatur endnu.

Det er ingen hemmelighed, at Inger Støjberg står for en markant og stram udlændingepolitik, og hun har flere gange mødt kritik, også internt i Venstre, for sin retorik.

Den berømte kagefejring af udlændingestramning nummer 50 bragte sindene i kog flere steder.

Derfor bliver det også interessant, om hun og Jakob Ellemann-Jensen kan finde sammen om et fælles politisk projekt, hvis de ender som henholdsvis næstformand og formand i Venstre, siger Jarl Cordua.

- Hvordan de to kan arbejde sammen og skabe en fælles platform bliver spændende.

Hvem Venstre skal have som formand og næstformand afgøres officielt på partiets ekstraordinære landsmøde 21. september i Herning.

FacebookTwitter