Nuuks borgmester trækker sig efter DR-dokumentar

Dokumentaren 'Byen, hvor børn forsvinder' handler om seksuelle overgreb blandt børn i Østgrønland.

Asii Chemnitz Narup (t.h.) i selskab med kronprinsparret. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Nuuks borgmester gennem ti år, Asii Chemnitz Narup, trækker sig fra posten.

Det oplyser hun i en pressemeddelelse.

Beslutningen er en konsekvens af DR-dokumentaren 'Byen, hvor børn forsvinder', hvor det kommer frem, at hvert tredje barn i den østgrønlandske by Tasiilaq udsættes for seksuelle overgreb, mens hvert andet barn har en socialsag i kommunen.

Den østgrønlandske by hører, ligesom hovedstaden Nuuk, under storkommunen Sermersooq, som Asii Chemnitz Narup har stået i spidsen for de sidste ti år.

Partiet Demokraterne har kritiseret borgmesteren i forbindelse med dokumentaren. I sidste uge meldte partiet så ud, at det ikke længere havde hverken tillid eller respekt for borgmesteren og hendes parti Inuit Ataqatigii. Derfor ønskede partiet, efter ti års samarbejde i storkommunen Sermersooq, ikke at fortsætte samarbejdet, skriver KNR.

- Og jeg vil ikke stå i vejen for samarbejdet i og omkring vores kommune, skriver Asii Chemnitz Narup på Facebook i dag.

I en pressemeddelelse uddyber hun.

- Jeg har været i politik i mange år, og med den vilje til at modarbejde Kommuneqarfik (storkommune, red.) Sermersooq og ikke mindst min person, som Naalakkersuisut lægger op til, og uden en allieret i Demokraatit, bliver de kommende år urimeligt vanskelige.

Selvom Asii Chemnitz Narup nu stopper som borgmester, ser det ud til at Inuit Ataqatigii kan beholde posten.

Partiet har 9 af 19 pladser i kommunalbestyrelsen, og Samarbejdspartiets ene medlem Michael Rosing mener, at IA skal beholde borgmesterposten.

- Selvom jeg i højere grad deler Demokraternes værdigrundlag - når man ser bort fra børneområdet - så mener jeg, at de er stukket af fra regningen, siger han til ugeavisen Sermitsiaq.

- De har haft viceborgmesterposten i ti år og har derfor haft viden om forholdene og udfordringen med at løse problemerne med de omsorgssvigtede børn og familier på østkysten, siger Michael Rosing til Sermitsiaq.

Michael Rosing fortæller, at han i øjeblikket forhandler med IA om grundlaget for at pege på en ny borgmester.

Opdateret med kommentar fra Michael Rosing, medlem af Samarbejdspartiet.

Facebook
Twitter