Ny affaldssortering på vej

Miljøminister Ida Auken (SF) er på vej med en strategi for, hvordan vi fremover skal sortere vores affald.

Affald har et stort potentielle som nye ressourcer, mener miljøminister Ida Auken (SF).

300 leverpostejsbakker rummer nok aluminium til en ny cykel og dine aflagte kartoffelskræller kan blive til biogas. Eksemplerne kan blive ved, fordi skrald er en overset ressource, mener miljøminister Ida Auken (SF), men det kræver, at danskerne bliver bedre til at sortere deres affald.

Derfor fremlægger regeringen sin nye såkaldte ressourcestrategi om et par uger, og strategien skal indføre et ”paradigmeskifte” i måden, danskerne håndterer skrald på, fortæller miljøministeren.

- Regeringen præsenterer snart en ressourcestrategi, der skal vende op og ned på vores tilgang til affald, fordi der simpelthen er for mange værdier i affaldet, som vi i dag ikke får ud, men brænder af, siger Ida Auken til DR Nyheder. Hvordan affaldet konkret skal håndteres vil ministeren dog ikke komme ind på endnu.

Bliver det den enkelte borger eller kommunen, der skal betale for eventuelle nye skraldespande?

- Det er for tidligt at sige, hvordan de helt konkrete løsninger kommer til at se ud, men det er klart, at vi har et stort fokus på at gøre det her let og billigt. Og det skal være ting, man gør, fordi man har forståelse for, at der er vigtige værdier i affaldet. Affaldet er simpelthen en ressource – det er ikke længere noget, vi har råd til at smide ud og brænde af, siger miljøministeren.

Kommuner er skeptiske

Politiken skriver, at brancheforeningen Dakofa, der organiserer 244 aktører i affaldssektoren, er begejstret for initiativet.

Direktør Ole Morten Petersen forestiller sig, at husstandene kommer til at have en række forskellige skraldespande til eksempelvis forbrændingsegnet affald, vådt affald og flere typer tørt affald som eksempelvis pap, jern, plast og flasker.

- Generelt vil borgere få flere krav ind over sig. Det kan være, at der er nogle startomkostninger til f.eks. spande. Og de eneste, der kan betale, er hr. og fru Jensen. Men der kan også komme en positiv økonomisk effekt af, at man bruger materialerne bedre, siger Ole Morten Petersen til Politiken.

Kommunerne ejer forbrændningsanlæggene, og her er man mere skeptisk.

- Vi vil gerne mere genanvendelse, hvis der er dokumentation for, at det giver mening at gøre. Den dokumentation har vi til gode at se, siger miljøkonsulent Anders Christiansen til Politiken.

Facebook
Twitter