Ny aftale åbner døren for permanent betoneventyr på Lolland

Parterne ser positivt på at gøre gigant-fabrik permanent på Lolland.

Med 18 kilometer bliver Femern-tunnelen verdens længste sænketunnel til tog og biler. Men nu ser det måske ud til, at Lollands produktionseventyr forlænges. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Nye jernbanestrækninger, nye motorveje, nye ladestandere og lidt godt nyt til landets cyklister.

Gårsdagens infrastrukturplan til 160,6 milliarder kroner har begunstiget rigtig mange landsdele.

På Lolland føler man sig dog ekstra heldig. I aftaleteksten for planen fremgår det nemlig, at man "ser positivt på" at gøre den gigantiske tunnelelementfabrik, der skal bygges på øen, for at kunne bygge Femern Bælt-forbindelsen, permanent.

Indtil nu har det kun været planen, at fabrikken skulle være aktiv, indtil Femern Bælt-forbindelsen efter planen står færdig i 2029.

Og på Lolland kan man ikke få armene ned over, at fabrikken måske bliver lige så permanent, som de tunnelelementer, der skal forbinde Lolland med Tyskland, når tunnellen står færdig.

- Det er en kæmpe gave. Det her kan give Lolland permanente arbejdspladser i mange, mange år, siger øens borgmester Holger Schou Rasmussen (S).

Borgmester regner med 20 procent flere arbejdspladser

Fabrikken er i gang med at blive bygget ved Rødbyhavn på Lolland, og skal efter planen stå færdig ved udgangen af 2022. Så går produktionen af de 73.000 ton tunge tunnelelementer, der skal blive til Femernforbindelsen i gang. Og det giver arbejdspladser til øen. Rigtig mange arbejdspladser.

- Vi regner med 1.500-1.700 arbejdspladser på selve fabrikken og lige så mange afledte job. Det er en voldsom mængde arbejdspladser til et område på Lolland, hvor der i forvejen ikke er særligt mange arbejdspladser.

- Samlet set vil vi faktisk gå 20 procent arbejdspladser op i forhold til i dag, siger Holger Schou Rasmussen.

Og ender det med, at fabrikken gøres permanent, så er håbet, at flere af de ansattes vil bosætte sig fast på øen.

- Det betyder forhåbentlig en øget bosætning, at folk er sikret arbejde i mange år. Det kommer forhåbentlig folk til at sige, nu tager vi hele skridtet og flytter til Lolland.

300 fodboldbaner

Og det bliver en kolos af en fabrik, der kommer til at ligge på den sydlige del af Lolland. Det understreger Morten Kramer Nielsen, der er kommunikationschef hos Femern A/S.

- Det bliver en af Europas største betonfabrikker med tilhørende havn, lyder det, mens kommunikationschefen heller ikke kan dy sig for at ty til en - med lørdagens kvartfinale i EM-fodbold i sigte - yderst velvalgt kliché.

- Det bliver et areal på størrelse med cirka 300 fodboldbaner, lyder det.

Sådan regner man med, at portalen og rampen til tunnelen vil se ud, når den står færdig i 2022. (© Femern A/S)

Og bliver fabriksløsningen permanent, så vil man stå klar til at bygge yderligere tunneller i Danmark.

- Vi vil kunne lave de sænketunnelløsninger, som man også ser i Øresundsforbindelsen til hele landet, siger Morten Kramer Nielsen.

Han tør dog ikke peger på konkrete steder i Danmark, som fabrikken skal levere til i fremtiden.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk