Ny aftale: Flere end 17.000 nedslidte skal kunne forlade arbejdsmarkedet før tid

Ny aftale mellem regeringen, DF og Radikale sikrer tidligere tilbagetrækning for nedslidte.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har landet en aftale om tidlig tilbagetrækning for nedslidte danskere sammen med Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Hvis en dansker i arbejde maksimalt kan arbejde 15 timer om ugen, skal vedkommende have ret til at forlade arbejdsmarkedet før tid.

Det vil dog tidligst kunne ske seks år før, personen ellers kunne gå på pension.

Det er resultatet af måneders forhandlinger med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) for bordenden.

Akkumuleret viser beregninger, der har været fremlagt i forhandlingerne, at det i 2025 vil betyde, at omkring 16.000 flere danskere vil få mulighed for at komme tidligere på pension.

I alt vil næsten flere end 17.000 ifølge regeringen kunne være på den nye seniorpensionsordning, når den nye aftale er fuldt indfaset i 2015. Heraf kommer omkring 11.000 direkte fra arbejdsmarkedet, mens andre kommer fra andre ydelsesordninger som eksempelvis førtidspension.

Regeringen har forhandlet om nye regler, der kan sikre tidligere pension til nedslidte danskere, siden februar måned.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen glæder sig over, at det her vil kunne mærkes blandt de nedslidte danskere.

- Det er noget, der kommer til at gøre en rigtig mærkbar forskel, siger han på et pressemøde i Beskæftigelsesministeriet.

Også Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, glæder sig over aftalen:

- Der er nogle mærkbare forbedringer for dem, der er nedslidte.

Flere måneders forhandlinger

Forhandlingerne gik i gang, efter Socialdemokratiet i januar kom med et udspil, der netop skulle sikre, at nedslidte danskere skulle have mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet tidligere.

Siden blev Socialdemokratiet dog smidt ud af forhandlingerne, hvor regeringen siden alene har siddet til bords og forhandlet med det parlamentariske grundlag for Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.

Her er politisk leder Morten Østergaard (R) glad for aftalen, der betyder, at flere tusinde ekstra nedslidte danskere får en bedre ydelse.

- Med den her ordning betyder det, at når den er fuldt indfaset, at mere end 17.000 danskere vil være på en tryg ydelse.

Ifølge pressemødet bliver der også afsat 100 millioner kroner frem til 2025 til at sikre mod nedslidning på det danske arbejdsmarked.

I alt afsættes der seks milliarder kroner frem til 2025 til den nye ordning for seniorførtidspension.

Adgangen til at få lov til at forlade arbejdsmarkedte seks år før tid skal ske ved en individuel vurdering, der bygger på helbredsmæssige oplysninger. Man kan søge seniorførtidspension seks måneder før, at der er seks år til, at man kan gå på pension.

Ydelsen er 18.875 kroner om måneden for enlige og 16.044 korner om måneden for gifte og samlevendepersoner.

Aftalen skal indfases fra 1. januar 2020 og skal erstatte den nuværende model for seniorførtidspension.