Ny Alliance skrotter partiprogrammet

Ny Alliance har skrottet sit gamle partiprogram og vil starte forfra med et nyt, mere liberalt partiprogram.

Ny Alliances tre folketingsmedlemmer Naser Khader, Villum Christensen og Anders Samuelsen. (© DR)

Ny Alliance har skrottet sit gamle partiprogram og vil starte forfra med et nyt, mere liberalt partiprogram. Det oplyser partiet til TV2.

Dermed opgiver partiet store dele af den politiske linie, som blev lagt i fællesskab af de tre stiftere, Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg i august sidste år.

-Vi favnede simpelt hen så bredt, at vi havde for mange med, der ikke havde det samme udgangspunkt som os andre. Og det gjorde, at der kom for mange udmeldinger og vi blev latterliggjort. Men nu er de væk, og vi kan begyndepå en frisk, siger Naser Khader til DR Nyheder.

Mere værdipolitik

De tradionelt 'røde' dele af partiprogrammet skal fjernes til fordel for klare liberale budskaber. Partiet vil lægge mere vægt på værdipolitikken, og erhvervs- og skattepolitikken skal drejes i liberal retning.

Et af partiets store mærkesager, udlændingepolitikken, skal også ændres. Udlændinge skal have adgang til Danmark, men ikke til de offentlige kasser, lyder det.

Det gamle partiprogram er allerede fjernet fra Ny Alliances hjemmeside.

Facebook
Twitter