Ny bred aftale: Karakterbonus på 1,08 bliver sløjfet

- Vi skal skrue ned for jagten på karakterdecimaler, siger minister.

Tommy Ahlers (V) har landet sin første store aftale på uddannelsesområdet. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Alle Folketingets partier er blevet enige om en ny aftale på uddannelsesområdet, som skal give studerende mere fleksibilitet og give mere ro på.

Med aftalen bliver den omdiskuterede karakterbonus på 1,08 afskaffet. Reglen vil være afskaffet fra 2020.

- Vi skal skrue ned for jagten på karakterdecimaler. Optaget skal afspejle, hvor dygtig du er, ikke hvor hurtig du er, siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) om beslutningen, som alle Folketingets partier står bag.

Bonussen har hidtil betydet, at man måtte gange sit karaktersnit med 1,08, hvis man begyndte en uddannelse inden for to år, efter at man havde færdiggjort sin ungdomsuddannelse.

Regeringen havde i sit udspil i september også lagt op til at skrotte karakterbonussen, som uddannelsesminister Tommy Ahlers (V) har været kritisk omkring, siden han satte sig i ministerstolen.

- Den har udtjent sin rolle. Det er ikke logisk at gange sin karakter på grund af et tidselement, hvor man får en ekstra bonus oven i sin karakter, sagde han i juni, efter at der havde tegnet sig et klart politisk flertal for at skrotte bonussen.

Skal være mere fleksibelt

I aftalen, der er blevet døbt "mere fleksible universitetsuddannelser", er man også enige om at forlænge retskravet til tre år.

Det betyder, at man kan vente op til tre år med at begynde på sin kandidatuddannelse, når man har færdiggjort sin bachelor. Indtil nu har man ikke haft krav på en plads - på den kandidat, der er den umiddelbare forlængelse af ens bachelor - hvis man ikke har valgt at fortsætte umiddelbart efter endt bachelor.

- Det vil give bedre mulighed for, at studerende kan gå ud på arbejdsmarkedet efter bacheloruddannelsen, prøve deres uddannelse af i et job og vende tilbage til universitetet for at bygge oven på det, de lærte i deres job, lyder det i aftaleteksten.

Aftalen giver også universiteterne mulighed for at udbyde nye etårige akademiske overbygningsuddannelser. Det skal dog være frivilligt om det enkelte universitet skal tilbyde dette.

Den etårige uddannelse skal være forskningsbaseret, og der vil blive ydet fuldt statstilskud, ligesom at der ikke er nogen deltagerbetaling. Uddannelsen skal kunne tilrettelægges på deltid, så det bliver lettere for bachelorer på arbejdsmarkedet at vende tilbage til universitetet.

- Uddannelserne er relevante for akademiske bachelorer, der ønsker en mere overkommelig vej tilbage til universitetet, hvis de har valgt at finde job efter bacheloruddannelsen, men udelukker ikke akademiske bachelorer, der ønsker at gennemføre uddannelsen lige efter bacheloruddannelsen som en hurtigere vej til arbejdsmarkedet, lyder i aftaleteksten.

Facebook
Twitter