Ny digital ambassadør skal pleje kontakt til teknologifirmaer

Som det første land i verden får vi en ny digital ambassadør, der skal pleje forbindelser til firmaer som Google, Microsoft og Apple.

Apple er ved at bygge et datacenter ved Foulum, og Facebook bygger i Odense. Nu skal en særlig digital ambassadør tage sig at kontakten til de store digitale virksomheder. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Danmark vil som det første land i verden udpege en særlig digital ambassadør, skriver Politiken.

Årsagen er, at it-virksomheder nu er så store, at de i både økonomisk styrke og påvirkning af vores hverdag overgår mange af de lande, hvor vi har klassiske ambassadører.

- De her virksomheder er blevet en form for nye nationer, og det er vi nødt til at forholde os til, siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).

Han er i dag vært for en såkaldt højniveaukonference om fremtidens udenrigstjeneste.

Den nye post afspejler en magtforskydning mellem stater og privatejede mastodonter.

Det er i dag digitale virksomheder som Apple, Microsoft, IBM og Google, der står i spidsen for de teknologiske omvæltninger, der hastigt forandrer vores privatliv og arbejdsmarked.

Apple og Google er næsten store nok til at indgå i klubben af verdens 20 vigtigste økonomier, G20, hvis de havde været lande.

Formålet med en digital ambassadør er at være på forkant med den teknologiske udvikling. Desuden vil det gøre Danmark attraktivt for investeringer, skriver avisen.

Der er endnu ikke taget stilling til, hvor den nye ambassadør skal placeres.

/ritzau/