Ny dramatisk mødedag i vente for Venstre

Både folketingsgruppen og Venstre i Region Sjælland mødes i dag for at debattere den seneste tids uro.

Lars Løkke Rasmussen har selv opfordret til, at Venstres landsmøde fremrykkes, så der kan blive stemt om både formanden og den politiske linje. (Foto: Mads Claus Rasmussen)

Fronterne i Venstre er trukket op.

Der er dem, der vil have friske ansigter på formand- og næstformandsposterne, mens de nuværende - Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen - og deres støtter indtil videre afviser den snak.

Og i dag bliver der skrevet yderligere kapitler i den historie.

Klokken 12 mødes først Venstres folketingsgruppe, hvor spørgsmålet om formandskabet givetvis vil komme til debat.

For den kritik af formandskabet, der først begyndte at sprede sig i baglandet, kryber stille og roligt også ind på Christiansborg.

I går tog folketingsmedlemmer som Preben Bang Henriksen, Carsten Kissmeyer og Jacob Jensen bladet fra munden og bad deres formand og næstformand til at lytte indgående til kritikken og tage konsekvensen af den. Og Preben Bang Henriksen har - ligesom flere andre røster - direkte peget på partiets politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen som en oplagt afløser.

Samtidig har formandskabet - særligt Lars Løkke Rasmussen - også udtalte støtter som eksempelvis de to tidligere ministre Ulla Tørnæs og Lars Christian Lilleholt.

Og senest har forhenværende minister Claus Hjort Frederiksen bedt Venstres medlemmer om at stoppe voksenmobningen af formanden.

- Ligesom i andre historiske situationer, der ser vi jo, at Claus Hjort Frederiksen går i forsvar for Lars Løkke Rasmussen, altså i rollen som Venstres formand, siger DR's politiske analytiker Jens Ringberg.

Han peger blandt andet på, at Claus Hjort Frederiksen på Venstres sommergruppemøde krævede, at næstformand Kristian Jensen trak sig fra posten, efter i et interview at have lagt sig ud med den linje, som Lars Løkke Rasmussen lagde under og efter folketingsvalget.

Endnu et regionsmøde

I aften er det så endnu engang en del af det organisatoriske bagland i Venstre, der skal mødes og vende uroen i partiet. Denne gang i Region Sjælland.

Tidligere på måneden har de øvrige fire regioner haft rådslagninger om partiets tilstand, hvorfra det har været småt med oplysninger om holdningen - dog med undtagelse af mødet i Region Midtjylland mandag.

Her besluttede regionens kommuneformænd direkte at opfordre både formand og næstformand til at trække sig.

- Jeg kan ikke mindes nogensinde at have set en hel region af et parti kræve det samlede formandskabs afgang. Det er jo ikke ligefrem noget, man ser hver dag, siger Jens Ringberg, der dog også hæftede sig ved Lars Løkke Rasmussens reaktion.

- Han siger, at han har noteret sig, at der er nogle formænd for de her kommuneforeninger, som har ment det her. Dermed får Lars Løkke Rasmussen jo sagt, at han ikke er helt sikker på, at det også er det, som Venstres medlemmer mener. Men det er klart, at når der kommer sådan et signal fra Venstres hovedbestyrelsesmedlemmer i en hel region, så er det dybt alvorligt.

Se Lars Løkke Rasmussens egen reaktion på den midtjyske opfordring:

Om noget tilsvarende bliver resultatet af aftenens møde er svært at spå om.

Dog lader der til også at være kritiske røster over for formandskabet i denne region.

I sidste uge skrev Venstre-byrådsmedlem i Roskilde Bent Jørgensen samt næstformand i Venstre Roskilde Midt Kåre Ghisler Fuglsbjerg en kronik til Jyllands-Posten, hvori de gjorde det klart, at der var brug for "en ny ledelse, der kan revitalisere partiet, sætte en liberal retning, og som ikke er belastet af de seneste års interne krige".

Hovedbestyrelsen mødes lørdag

Lars Løkke Rasmussen har selv opfordret til, at Venstres landsmøde fremrykkes, så der kan blive stemt om både formanden og den politiske linje, før Folketinget åbner den første tirsdag i oktober.

Et ønske, som en lang række folk i både bagland og på Christiansborg bakker op om. Og i weekenden beslutter Venstre så på et hovedbestyrelsesmøde, hvornår landsmødet skal finde sted.

Ifølge Jens Ringberg er Lars Løkke Rasmussen allerede i fuld gang med at appellere til de øvrige af de omkring 1.000 delegerede, som vælger formanden, der ikke lige sidder med tillidsposter i partiets organisation.

- Lars Løkke Rasmussens argumentation er jo, at det for det første må være op til Venstres medlemmer, eller i hvert fald de delegerede, at tage stilling til det her - ikke en gruppe kommuneforeningsformænd og hovedbestyrelsesmedlemmer.

Derudover forsøgte Lars Løkke Rasmussen i sit svar på kritikken i går at slå fast, at Venstre står i en god situation oven på et godt folketingsvalg, som har gjort, at Venstre er det eneste parti, som den socialdemokratiske regering kan lave flertal med udover sit parlamentariske grundlag.

- Det, som Lars Løkke Rasmussen egentlig får sagt med det, er, at vi er i en "Løkke eller Kaos"-situation og advarer Venstres medlemmer mod at skifte ham ud. For så kan alt det, som går godt for Venstre, blive sat over styr. Det er et argument, som han forsøger at appellere til hvert enkelt Venstre-medlem med, siger Jens Ringberg.