Ny EP-måling: Flere partier er i fare for at ryge ud af parlamentet

En ny meningsmåling foretaget af Epinion for DR viser, at både Konservative og SF i fare for at ryge ud af europaparlamentet.

(© Scanpix)

Både Konservative og SF er i fare for at ryge helt ud af Europa-Parlamentet, når danskerne går til stemmeurnerne den 25. maj.

Det viser en ny meningsmåling, som Epinion har lavet for DR.

Der er nemlig ingen af de to partier, som står til at opnå de 7,14 procent af stemmerne, der skal til for at sikre partiet et mandat ved egen hånd.

Margrete Auken fra SF har været medlem af Europa-Parlamentet siden 2004, men er langt fra sikker på at blive genvalgt. I målingen får SF 5,7 procent af stemmerne.

- Det er jo ikke nok, men vi er først lige kommet i gang med valgkampen, og jeg er meget fortrøstningsfuld. Jeg har jo prøvet det før, og i 2004 var det først til allersidst, at vi lå til 8 procent, siger Margrete Auken.

Valgforbund kan hjælpe

Hun henviser til, at det valgforbund, som SF er med i, også kan hjælpe med at skaffe de sidste stemmer.

Til EU-valget er SF i valgforbund med Socialdemokraterne og Radikale. Det betyder, at stemmerne bliver fordelt indbyrdes mellem de tre partier, og dermed kan SF måske skaffe de sidste nødvendige stemmer fra et af de andre partier i valgforbundet.

- På den måde ved folk også, at deres stemme bliver inden for den politiske familie, og at den ikke risikerer at gå til Dansk Folkeparti eller De Konservative, siger Margrete Auken.

Lige som SF, Socialdemokraterne og De Radikale er gået sammen, har Venstre og De Konservative også dannet valgforbund til europaparlamentsvalget. De øvrige partier og bevægelser står alene.

Radikale og Liberal Alliance heller ikke sikre

Heller ikke Radikale Venstre eller Liberal Alliance kan ifølge meningsmålingen være sikre på at opnå det nødvendige antal stemmer for at få en plads i Europa-Parlamentet ved egen hånd.

Men det er nu ikke noget, der bekymrer Radikale Venstres spidskandidat, Morten Helveg Petersen. Hans parti står ifølge meningsmålingen til 6,9 procent af stemmerne.

- Tallet er sådan set fornuftigt nok, men der er masser af arbejde foran os, for vi skulle gerne opnå flere stemmer end det. Det er ambitionen, siger han.

Der er ifølge Morten Helveg Petersen også stadig et stykke vej i vælgernes bevidsthed til europaparlamentsvalget om 30 dage.

- Det er jo først nu, der går rigtig valgkamp i den, men så er det også ud på gader og stræder, siger han.

- Det handler jo om at komme rundt i landet og diskutere EU med virksomheder og borgere, i det hele taget føre en valgkamp, der viser, hvor meget Europa-Parlamentet fylder.

Hverken Radikale Venstre eller Liberal Alliance har i dag medlemmer siddende i Europa-Parlamentet.

DF står til at blive stor vinder

Helt anderledes ser det ud for partierne Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, som alle tre ifølge meningsmålingen er sikret ikke bare én, men flere pladser i EU's parlament.

Venstre lægger sig i førertrøjen med 24,5 procent, skarpt forfulgt af Dansk Folkeparti, der står til 24 procent af stemmerne, mens 22,8 procent går til Socialdemokraterne.

Valgets helt store vinder står dermed til at blive Dansk Folkeparti, der ved europaparlamentsvalget i 2009 opnåede 15,3 procent af stemmerne.

Socialdemokraterne fik dengang 21,5 procent af stemmerne, mens Venstre fik 20,2.

Meningsmålingen

Det samlede resultat af meningsmålingen, som Epinion har lavet for DR, kan ses her (resultatet af valget ved sidste parlamentsvalg i 2009 kan ses i parentes):

  • A: Socialdemokraterne: 22,8 procent (21,5 procent)

  • B: Radikale: 6,9 procent (4,3 procent)

  • C: Konservative: 5,5 procent (12,7 procent)

  • F: Socialistisk Folkeparti: 5,7 procent (15,9 procent)

  • I: Liberal Alliance: 3,3 procent (0,6 procent)

  • N: Folkebevægelsen mod EU: 7,3 procent (7,2 procent)

  • O: Dansk Folkeparti: 24,0 procent (15,3 procent)

  • V: Venstre: 24,5 procent (20,2 procent)

Besvarelserne om partivalg til europaparlamentsvalget er indsamlet fra den 11. april til den 21. april, og i alt har 1726 respondenter deltaget i undersøgelsen.

Den maksimale statistiske usikkerhed på tallene er således +/÷ 1,03 procentpoint.

Dette er en rettet version af artiklen. Læs mere om rettelsen her.

Facebook
Twitter