Ny Epinion: Rød blok får bedste måling siden valget

Vælgerne siver fra blå blok, mens det stille, men sikkert går fremad for oppositionen.

SF-formand Pia Olsen Dyhr har noget at grine ad efter seneste Epinion-måling lavet for DR Nyheder. (Foto: Henrik Kastenskov © Scanpix)

Mens regeringen og blå blok tager det ene interne slagsmål efter det andet, høster rød blok frugterne.

I en ny måling, som Epinion har foretaget for DR Nyheder, får rød blok 51,7 procent af stemmerne, mens blå blok får 48,3 procent.

Det er den bedste måling for rød blok siden folketingsvalget og en pæn fremgang siden sidste Epinion-måling fra marts, hvor rød blok fik 50,3 procent af stemmerne.

Det røde flertal i denne måling ligger dog stadig inden for den statistiske usikkerhed på 2,5 procent.

Nye panderynker hos statsministeren

Tendensen ser dog ud til kun at gå én vej siden folketingsvalget: Rød blok er på fremmarch.

Dermed fortsætter problemerne altså for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som ikke er kommet ovenpå igen efter udfordringerne ved de seneste måneders kamp om landbrugspakken og daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

Og onsdag aften brød en ny stridighed ud i blå blok, efter at Dansk Folkeparti afviste at lægge stemmer til skattelettelser i denne valgperiode.

Skattelettelser er ellers en del af regeringsgrundlaget og et klart krav for regeringens støtteparti Liberal Alliance.

Tilbagegang til LA

Og netop Liberal Alliance er det parti i blå blok og hele Folketinget, som oplever den største tilbagegang i målingen fra Epinion.

Partiet får 6,3 procent af stemmerne, modsat 7,6 procent ved seneste måling i marts.

Det ligger dog også inden for den statistiske usikkerhed, der her er på 1,2 procent.

SF trækker læsset hos rød blok

Ovenpå weekendens landsmøde er der noget at glæde sig over i rød bloks mindste parti, SF.

Læs hele målingen her

Partiet går nemlig støt fremad og tager 5,5 procent af vælgerne, hvilket er en klar fremgang siden seneste måling, hvor de fik 4,2 procent af stemmerne.

De ligger dermed over De Radikale, som får 5,4 procent af vælgerne.

Data er indsamlet fra d. 14.-20. april. I alt har 1.593 respondenter deltaget i denne undersøgelse. Det giver en maksimal statistisk usikkerhed på +/÷ 2,5 procentpoint.

Facebook
Twitter