Ny forsvarschef: Der skal slås hårdt ned på svindel og misbrug

Danskerne skal lære, at Forsvaret skaber tryghed, siger militærets nye øverste chef - der er mere moderne leder end 'Oberst Hackel'.

Forsvarschef Flemming Lentfer besøgte Livgardens Kaserne i selskab med forsvarsministeren på sin første arbejdsdag. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Livgardens vagtskifte gør sig klar til afgang fra kasernen midt i København. Kommandoråbene smælder gennem formiddagens kolde luft.

Forsvarets nye chef taler mere afdæmpet. Det er tre timer siden, at Flemming Lentfer mødte på sin første arbejdsdag som øverstkommanderende for landets væbnede styrker.

Som type er han mere den moderne leder - frem for en ‘Oberst Hackel’, lader han forstå.

- Jeg er meget til team-samarbejde, jeg er ikke nogen enmandshær. Jeg er nødt til at satse på, at der er en masse gode mennesker omkring mig, der kan hjælpe mig, siger han.

Mere samarbejde end eksercits i Forsvarskommandoens kontorer. Men selv om stemmen er blødere end livgardens vagtkommandører, så lover den en fast reaktion, hvis der opstår nye sager som dem, der er dukket frem de seneste år.

Om svindel, embedsmisbrug og bestikkelse.

- Der er ingen tvivl om, at der har været en stribe sager, som Forsvaret selvsagt gerne havde været foruden, siger Flemming Lentfer, 56 år.

Fængsel for embedsmisbrug

Han hentyder blandt andet til den forhenværende hærchef Hans-Christian Mathiesen, der i august blev idømt tre måneders fængsel for blandt andet at have misbrugt sin stilling.

I dag ventes der dom i en anden sag, hvor en tidligere medarbejder fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse er tiltalt for at have modtaget bestikkelse.

SØIK, tidligere kendt som Bagmandspolitiet, efterforsker desuden en anden sag, der udspringer fra ejendomsstyrelsen.

- Sager som dem skal håndteres, og der skal ikke være nogen tvivl om, at der skal slås hårdt ned på den slags. Vi skal gøre, hvad vi kan for at forhindre det i fremtiden. Det tror jeg selvfølgelig på, at jeg kan være en del af, siger Flemming Lentfer.

Selv om sagerne har fyldt meget - blandt andet for forsvarsministeriets departementschef, der blev hjemsendt i sensommeren - så er rygterne overdrevne, mener han: Forsvarets kultur er ikke syg.

- Jeg har arbejdet to tredjedele af mit liv i Forsvaret, og det er ikke mit indtryk, at der er en pilrådden kultur. Men derfor har der stadig været en række sager, og de er helt virkelige og nogle af dem endda kriminelle, siger Flemming Lentfer.

Nyt ledelseshold på plads

Med den nye forsvarschef på plads, har ministeren samlet et nyt ledelseshold omkring sig. En ny departementschef er hentet fra klimaministeriet.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at Flemming, den nye departementschef, og jeg bliver et stærkt hold, der vil spille sammen. Det er også vigtigt, at Danmark har det på plads med de trusler, som landet står overfor, siger Trine Bramsen (S).

Forsvarsministeren understreger, at hun ikke peger fingre ad forgængerne. Hun forklarer, at Flemming Lentfer er valgt på grund af 'stærk ledererfaring, overblik og ro'.

- Jeg stoler på den nye forsvarschef, ligesom jeg også stolede på den gamle. Danmark står over for et trusselsbillede, der kræver en stærk faglig rådgivning af de politiske niveauer, siger Trine Bramsen.

Kritik efter mink-operation

Når Flemming Lentfer finder sig til rette ved sit nye skrivebord, så ligger den første sag der måske allerede. Det vakte både opmærksomhed og kritik, da uniformerede danske soldater medvirkede i den store operation med at aflive landets minkbesætninger.

Men generalens personale har intet gjort forkert, slår han fast.

- Vi har støttet andre myndigheder og været under ledelse af andre myndigheder. Og så vidt jeg er bekendt, så har vi i virkeligheden hjulpet mink-erhvervet med at dokumentere og tælle op.

- Så mink-erhvervet efterfølgende kan få kompensation for det, de nu skal, fordi der foreligger tal og dokumentation. Det er, mig bekendt, hvad mine soldater har hjulpet med til, konstaterer Lentfer.

Han ønsker, at danskerne skal vide, at Forsvaret hver eneste dag også skaber rigtig megen tryghed.

- Nogle steder, som de måske slet ikke er klar over, lyder det fra generalen.

Han hentyder til de internationale operationer i blandt andet Irak og Afghanistan. Bevogtningen af grænseovergange og særlige adresser i København. Samt - ikke mindst - indsatsen mod coronavirus, hvor soldater blandt andet har bemandet testcentre.

Flemming Lentfer advarer mod, at travlhed kan betyde, at Forsvaret måske ikke når at opfylde alle forsvarsforligets mål. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Generalen: Alle løber stærkt

Han advarer mod, at det på sigt kan betyde, at Forsvaret kan få svært ved at nå det, som Folketinget satte som mål i det seneste forsvarsforlig.

Det var blandt andet en større og mere slagkraftig hærstyrke - 1. Brigade - der skal stå til rådighed for forsvarsalliancen Nato.

- Der er ingen tvivl om, at vi er hårdt spændt for nu. Alle løber rigtig stærkt. Det er en balance mellem, at vi også skal kunne løse opgaver her og nu, som er vigtige for samfundet.

- Men der er selvfølgelig en pris i den anden ende. Nemlig at den træning og uddannelse, der skal til for at nå tingene, måske kan blive lidt forsinkede, siger Flemming Lentfer.

På eksercerpladsen foran Rosenborg er forberedelserne ovre. Flemming Lentfer gør honnør, da Den Kongelige Livgarde marcherer forbi. På vej til vagtskifte på Amalienborg.

Selv stiger han ind i den grå Audi med chauffør, der følger med jobbet. For ham er vagten allerede skiftet.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter