Ny hastelov på vej: Regeringen vil kunne forbyde endnu mindre forsamlinger

Med ny hastelov vil regeringen give sig selv mulighed for hurtigt at kunne stramme reglerne endnu mere.

Med en ny lov vil regeringen give politiet lov til helt at lukke offentlige pladser, hvor man har mistanke om, at mange vil samle sig. Tidligere har politiet advaret mod, at for mange samlede sig på eksempelvis Dronning Louises Bro i København. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Regeringen præsenterede i dag på et pressemøde, at den i morgen vil fremlægge hastelov i Folketinget, der skal øge straffen for kriminalitet, som sker i forbindelse med coronaepidemien.

Men det er ikke den eneste hastelov, som regeringen i morgen vil forsøge at få Folketingets opbakning til.

Samtidig vil regeringen nemlig have hastebehandlet endnu en ændring af epidemiloven, som skal give myndighederne mulighed for at tage endnu hårdere midler i brug, hvis der i fremtiden bliver brug for at tage hurtige skridt for at begrænse smittespredningen med coronavirus yderligere.

Det viser et brev fra statsminister Mette Frederiksen (S) til Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S).

Politi skal kunne forbyde adgang til pladser

Helt konkret vil regeringen i fremtiden have mulighed for at skærpe den nuværende lov om, at man maksimalt må forsamles ti personer.

På den måde vil regeringen med den nye lov altså kunne sætte grænsen ned, så man må være endnu færre personer samlet.

Derudover skal der ifølge regeringen også være mulighed for "at udvide mulighederne for at regulere adgangen til offentlige institutioner med videre", fremgår det af brevet.

Desuden viser et notat fra Sundhedsministeriet om lovforslaget, at hasteloven vil give regeringen mulighed for at lukke eksempelvis legepladser, samt at politiet helt vil kunne forbyde adgangen til bestemte områder, hvor man har en mistanke om, at mange mennesker vil samle sig.

Tidligere har politiet fremhævet eksempelvis Dronning Louises Bro i København som et sted, hvor mange mennesker samler sig, så snart solen skinner.

I grafikken her kan du se en række af de tiltag, som regeringen allerede har taget for godt en uge siden:

Hastelovgivningen ventes vedtaget på tirsdag, men det betyder ikke, at reglerne vil blive strammet her og nu.

Men med lovændringen har regeringen mulighed for hurtigt at kunne gøre det på et senere tidspunkt.

Hvorfor er det så vigtigt, vi holder afstand til andre mennesker? Få svaret i videoen her: