Ny hjælp til politiet: Landsdækkende kamera-register på vej

Justitsministeren vil nu indføre et landsdækkende register over alle overvågningskameraer.

- Jeg har ikke ønsket at lave en tvungen ordning, for jeg ønsker ikke, at man skal pålægge en lille forretningsdrivende en eller anden stor bøde, hvis man lige har glemt at fortælle politiet, at man har et kamera, siger justitsminister Søren Pape Poulsen om det nye frivillige kamera-register hos politiet. (Foto: Lea Meilandt Mathiesen © Scanpix)

Politiet får nu et nyt våben i kampen mod terror. Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) vil udstyre politiet med et elektronisk register over overvågningskameraer.

- Politiet skal selvfølgelig bruge billederne til at kunne opklare kriminalitet meget hurtigt. Finde personer hurtigere, end de kan i dag.

- Det kan jo være meget vigtigt i nogle særlige situationer, for eksempel en terrorhændelse. Det vil være en stor hjælp for politiet, siger justitsminister Søren Pape Poulsen.

Det seneste års tid har Københavns Politi på forsøgsbasis registreret private overvågningskameraer. Og det er den model, som justitsministeren nu vil rulle ud til alle landets politikredse på permanent basis.

Dermed kan registret potentielt komme til at indeholde den præcise adresse for, hvor hver af de 1,5 million overvågningskameraer, som Sikkerhedsbranchen vurderer, der er i Danmark.

- Københavns Politi siger, at det er et rigtigt godt redskab for dem. Og når det er det, så ser jeg ikke nogen grund til ikke også at gøre det landsdækkende, siger Søren Pape Poulsen.

Det er glædeligt, at justitsministeren endelig tager initiativ til et landsdækkende register, lyder det fra Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen.

- Regeringen har nølet med at få det op at køre. Særligt i forhold til terror er det afgørende for politiet, at de hurtigt kan få adgang til vigtige optagelser fra overvågningskameraer, siger Trine Bramsen.

Frivillig registrering

Efter terrorangrebet på Krudttønden i 2015 måtte Københavns Politi bruge kostbar tid på at køre rundt og lede efter kameraer, der havde filmet den unge mand, som skød to mænd i København.

Derfor krævede et flertal i Folketinget i kølvandet på angrebet, at der blev oprettet et kameraregister hos politiet – som de i forbindelse med efterforskningen hurtigt kan orientere sig i, når de skal finde ud af, hvor der er overvågningskameraer.

Det register etablerede den daværende Venstre-regering i efteråret 2016 som en et-årig forsøgsordning i København. Da politiet i sommer gjorde status ni måneder efter registret blev rullet ud, indeholdt det dog kun 8.000 kameraer.

Ifølge Sikkerhedsbranchen svarede det kun til 2-3 procent af det samlede antal overvågningskameraer, der skønnes at være i København.

Først tilmelding til sommer

Det lave antal hang blandt sammen med, at det er frivilligt for ejerne af overvågningskameraerne, om de vil lade deres kamera registrere hos politiet. Og sådan skal det også være med det nye landsdækkende register, fastslår justitsministeren.

- Jeg har ikke ønsket at lave en tvungen ordning, for jeg ønsker ikke, at man skal pålægge en lille forretningsdrivende en eller anden stor bøde, hvis man lige har glemt at fortælle politiet, at man har et kamera, siger Søren Pape Poulsen.

Men dermed er registret ikke meget værd, mener Dansk Folkeparti.

- Hvis man ikke gør registreringen obligatorisk, så kommer der jo meget få kameraer ind i det her register, og så har det ikke den gennemslagskraft, vi jo havde håbet på, at det faktisk kunne få. Det er et problem, siger retsordfører Peter Kofoed Poulsen (DF).

Man understreger dog, at det er et skridt i den rigtige retning, at kamera-registret nu bliver landsdækkende.

Politiet er nu gået i gang med de indledende skridt for at rulle registret ud på landsplan. Det er dog først til sommer, at det bliver muligt for alle med et overvågningskamera selv at registrere sig på politiets hjemmeside, oplyser Justitsministeriet.