Ny kandidat på banen: Scavenius vil være Uffe Elbæks afløser

35-årige Theresa Scavenius blev ikke valgt ind i Folketinget ved valget i juni, men vil nu afløse Uffe Elbæk.

Theresa Scavenius, forsker i klimapolitik, melder sig nu på banen som kandidat til posten som politisk leder af Alternativet. (Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix)

Theresa Scavenius melder sig lørdag på banen som kandidat til at afløse Uffe Elbæk som politisk leder for Alternativet, når han stopper på posten 1. februar.

- Hvis jeg bliver valgt som politisk leder, så tror jeg, at medlemmerne vil mærke, at man igen har lyst til at komme til politiske møder i Alternativet.

- Der skal være det her kritiske vagthundsperspektiv, hvor vi hele tiden er dem, der sætter guldstandarden allerhøjest.

- Selvfølgelig særligt på klimaområdet, men også i forhold til skole og socialområdet, der også er rigtig vigtigt for Alternativet, siger Theresa Scavenius til Politiken.

Theresa Scavenius, der er forsker i klimapolitik ved Aalborg Universitet, var kandidat i Nordsjællands Storkreds for Alternativet ved folketingsvalget 5. juni, men hun blev ikke valgt ind.

Tidligere medlem af Radikale Venstre

Hun har tidligere været medlem af Radikale Venstre, men hun forlod partiet efter at have tabt et valg om næstformandsposten. I december 2017 meldte Theresa Scavenius sig ind Alternativet, hvor hun siden blev valgt til folketingskandidat.

Hun er internt i partiet blevet kritiseret for at have modtaget private donationer på i alt 300.000 kroner i forbindelse med sin valgkamp. Pengene kom blandt andet fra en finansmand og en investor bag en kapitalfond. Der blev stillet spørgsmålstegn ved, om de donerede midler var tjent på etisk forsvarlig vis.

Hun er i øvrigt oldedatter af Fergus Roger Scavenius, som var lillebror til den navnkundige Erik Scavenius, dansk udenrigsminister ved Anden Verdenskrigs udbrud og sidenhen statsminister.

Fra ni til fem mandater

Ved valget gik Alternativet tilbage fra ni til fem mandater i forhold til valget i 2015.

Torsdag meldte Rasmus Nordqvist, der er partiets politiske ordfører, sig som kandidat til at afløse Uffe Elbæk.

Elbæk meldte mandag ud, at han vil stoppe som politisk leder for Alternativet. Det sker ved et ekstraordinært landsmøde 1. februar.

Ud over Rasmus Nordqvist har også regionsrådsmedlem i Region Midtjylland Rasmus Foged meldt sit kandidatur, ligesom Mette Rahbek, folketingskandidat på Fyn, har gjort det.

Derudover vil folketingsmedlemmet Torsten Gejl også at stille op.

/DR Nyheder/

Opdateret med flere detaljer.