Ny klagesag rammer Moderaterne-profil: Bad klient sprede negativ omtale om konkurrent

Foreningen af Udlændingeretsadvokater har klaget til Advokatnævnet over Tobias Grotkjær Elmstrøm (M). Han har en stribe tidligere afgørelser mod sig.

Tobias Grotkjær Elmstrøm var spidskandidat for Moderaterne i Østjylland ved valget den 1. november. (Foto: © Henning Bagger)

Moderaternes nyvalgte folketingsmedlem Tobias Grotkjær Elmstrøm står over for en ny klagesag på grund af sit virke som udlændingeadvokat.

Klagen er indgivet af Foreningen af Udlændingeretsadvokater, som mener, at Elmstrøm tidligere i år opfordrede en klient til at sprede negativ omtale om en anden advokat til en række navngivne personer, i "mange forskellige facebookgrupper" og på klientens egen facebookprofil.

Folketingsmedlemmet ville have klienten til at fortælle 'det negative' om en af Elmstrøms konkurrenter - advokat Niels Erik Hansen.

Foreningen af Udlændingeadvokaters bestyrelse 'anser problemet for meget grundlæggende, idet det drejer sig om, at en advokat forsøger at få andre til at miskreditere en anden advokat', står der blandt andet i klagen, som DR har fået aktindsigt i.

Klagen afventer Advokatnævnets afgørelse.

Tobias Grotkjær Elmstrøm ønsker ikke at stille op til interview, men han skriver i en mail til DR, at hans advokatfirma har haft over 12.000 sager, siden han startede det i 2013.

- Jeg er grundlæggende stolt af mit arbejde, og afventer naturligvis Advokatnævnets behandling af denne sag. Jeg har stillet min version til rådighed for Advokatnævnet. Derudover har jeg ingen kommentarer, skriver folketingsmedlemmet.

Klagen udspringer af en Messenger-samtale mellem Tobias Grotkjær Elmstrøm og en klient, som DR er i besiddelse af:

Flere dårlige sager i bagagen

Den nye klagesag skriver sig ind i rækken af tidligere afgørelser, som Tobias Grotkjær Elmstrøms har fået mod sig i sit virke som advokat i spidsen for eget firma.

Det er tidligere kommet frem, at Elmstrøm to gange har fået kritik i Flygtningenævnet, tre gange har fået bøder i Advokatnævnet og én gang har fået kritik i Ligebehandlingsnævnet, hvor Elmstrøm blev pålagt at betale en godtgørelse på 400.000 kroner. Det har mediet Frihedsbrevet og DR beskrevet.

Tobias Grotkjær Elmstrøm bestrider Ligebehandlingsnævnets afgørelse, og sagen skal nu ifølge mediet Advokatwatch køre ved domstolene.

Sagerne var ifølge Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, ikke et problem i forhold til at være spidskandidat for Moderaterne i Østjylland.

- Vi har valgt den tilgang til politik, at vi gerne vil invitere nogle indenfor, som ikke har startet deres karriere i korte bukser i en eller anden ungdomsorganisation, hvor man har fået et kursus i, hvordan man skal opføre sig og undgå at optræde på billeder eller overhovedet gøre noget andet, man kan blive ramt af senere i livet, sagde Løkke under valgkampen og tilføjede:

- Mig bekendt er de her sager ikke spritnye, og vi har taget folk inden fra det virkelige liv.

Med 4.085 personlige stemmer var Tobias Grotkjær Elmstrøm den af Moderaternes 16 nyvalgte kandidater, som fik femteflest stemmer.

En af partiets andre folkevalgte - Kristian Klarskov - har allerede forladt Folketinget. Det skete, da Jyllands-Posten kunne afdække, at Klarskov ikke havde været så succesfuld med sit iværksætteri, som Moderaterne havde beskrevet. Få dage efter, artiklen var udgivet, forlod han Folketinget.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen skulle partiet have undersøgt hans fortid bedre.

- Vi har ikke gjort vores hjemmearbejde godt nok. Der har vi svigtet ved ikke at være årvågne nok på at se tingene efter i sømmene, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Moderaternes gruppeformand, Henrik Frandsen, kender ikke den nye klagesag og har derfor ingen kommentarer på nuværende tidspunkt.

Ifølge Advokatnævnet modtog Elmstrøm selv klagen den 18. august.

I videoen herunder kan du se Lars Løkke Rasmussen kommentere den del af sagen, der kom frem under valgkampen. Artiklen fortsætter under videoen.

Juraprofessor: Det ligner udnyttelse af en klient

Den nye klage mod Tobias Grotkjær Elmstrøm drejer sig om en samtale mellem ham og en klient, der på det tidspunkt angiveligt var på tålt ophold på udrejsecenteret Kærshovedgård.

Sten Schaumburg-Müller, som er professor på Juridisk Institut på SDU, har læst klagen og samtalen mellem Elmstrøm og klienten. Jura-professoren er efterladt med det indtryk, at Elmstrøm forsøger at udnytte en klient, der står i en sårbar situation.

- Det er i strid med de advokatetiske regler.

- Man skal ikke få dem (klienter, red.) til at være stik-i-rend-dreng for ens egne interesser, eksempelvis hvis man har en interesse i at få udkonkurreret andre advokater. Det må man simpelthen ikke, siger Sten Schaumburg-Müller og understreger, at det er op til Advokatnævnet at træffe afgørelse.

Schaumburg-Müller henviser blandt andet til, at Elmstrøm i samtalen skriver "vi hjælper hinanden" til klienten og senere understreger, at "alt skal ikke gå op i penge".

Klienten sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt det vil hjælpe hans egen sag at udtrykke utilfredshed over hans tidligere advokat til andre.

Elmstrøm anerkender i løbet af samtalen, at det ikke vil hjælpe klienten, men skriver: "Måske du vil hjælpe mig?".

'Sjældent', at advokater får flere bøder

På et tidspunkt i samtalen beder Tobias Grotkjær Elmstrøm ifølge Foreningen af Udlændingeretsadvokater også klienten om at optage en samtale med Niels Erik-Hansen. Elmstrøm instruerer desuden klienten i at stille nogle konkrete spørgsmål, lyder det i klagen.

Tobias Grotkjær Elmstrøm (i hvid skjorte og gråt jakkesæt til venstre i billedet) sammen med resten af Moderaternes kandidater ved stiftelsen af partiet. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)

Det kan ikke direkte læses ud af den samtale, som DR er i besiddelse af, men hvis foreningens udlægning står til troende, vil det efter Sten Schaumburg-Müllers opfattelse også være i strid med de advokatetiske regler.

- Det er i strid med de advokatetiske regler at opfordre eller medvirke til, at nogen hemmeligt bliver optaget på bånd, siger han.

Sten Schaumburg-Müller synes, at sagen ser "vældig kedelig ud" - særligt set i lyset af de tidligere sager, Elmstrøm har i bagagen.

Formand for Advokatrådet, Martin Lavesen, ønsker ikke at kommentere de konkrete sager, men han skriver i en mail til DR, at "generelt opfører langt de fleste advokater sig i overensstemmelse med god advokatskik og bliver ikke sanktioneret i Advokatnævnet".

- Størstedelen af de relativt få advokater, der bliver pålagt bøder i Advokatnævnet, har sjældent fået flere bøder, og de bøder, som de får, er i en økonomisk begrænset størrelsesorden, skriver han.

'Rigtig, rigtig ubehageligt'

Tobias Grotkjær Elmstrøm har tidligere haft en uoverensstemmelse med Niels Erik-Hansen, som han beder klienten om at skrive dårligt om.

Foreningen af Udlændingeadvokater skriver i klagen, at bestyrelsen er klar over, at der har været kontroverser mellem de to, men ifølge foreningen har den konkrete "intet" med personkonflikten at gøre.

Niels Erik-Hansen selv finder det "rigtig, rigtig ubehageligt", at en anden advokat har forsøgt at miskreditere ham.

- Han stiller en kollega i dårligt lys. Og på den måde fremmer han sin egen forretning, og måske ødelægger det for nogle af os andre, siger han.