Ny kritik af Skat: For langsomme, for dyre og for sjuskede

Skat får "skarp" kritik af statsrevisorerne for arbejdet med at modernisere Skats egne it-systemer.

Skat får "skarp" kritik af statsrevisorerne. (Foto: Jens Nørgaard Larsen © Scanpix)

Skat udsættes endnu engang for en sønderlemmende kritik, og denne gang er det Skats it-system, den såkaldte systemmodernisering, der er i søgelyset.

Det er stærkt forsinket, har foreløbig kostet en milliard mere end beregnet, og det er ifølge en beretning fra statsrevisorerne uklart, hvornår det kommer til at fungere.

- Statsrevisorerne kritiserer skarpt Skats mangelfulde styring af systemmoderniseringen og Skats opgørelse af projekternes målopfyldelse, hedder det i beretningen.

Den aktuelle kritik er den næstskarpeste af sin slags, og det betyder, at sagen nu skal omkring skatteminister Benny Engelbrecht (S). Han har nu fire måneder til at komme med et formelt svar.

Manglende overblik og for høj risiko

De folkevalgte statsrevisorer har igen og igen kritiseret Skat.

Kritikken har blandt andet drejet sig om forfejlede ejendomsvurderinger, rod i inddrivelse af skatterestancer og nu senest de it-systemer, som er blevet alt for dyre og stadig ikke fungerer.

Den aktuelle kritik går på Skats systemmodernisering, som blev sat i gang tilbage i 2004. Der er tale om i alt seks it-projekter, som har kostet 1,5 milliarder kroner, hvilket er tre gange så meget som oprindeligt planlagt.

Statsrevisorerne kritiserer konkret, at Skat ikke kan dokumentere budgetter og regnskaber for it-projekterne, ligesom Skat har "udvist høj risikovillighed ved bl.a. at påbegynde systemmoderniseringens fase 2, selv om fase 1 ikke var afsluttet".

- Direktionen i Skat har ikke haft overblik over den økonomiske udvikling i systemmoderniseringen. I hele perioden har direktionen ikke sikret sig tilstrækkelig orientering om den økonomiske udvikling i systemmoderniseringen fordelt på projekter og år, skriver statsrevisorerne i deres beretning.

Forsinket på femte år

De seks projekter, der hører under Skats systemmodernisering, skulle efter planen være færdige efter højst tre år, men hele fem ud af de seks projekter er blevet forsinket i mellem fire og fem år.

De pågældende projekter i moderniseringen af IT-systemerne omfattede i fase 1 integrationsplatformen ENS, TastSelv Erhverv og Erhvervsligning, og projekterne i fase 2 var Digitalt Motor Register, Skattekontoen og Et Fælles Inddrivelsessystem (EFI).

Det fælles inddrivelsessystem skulle have været lanceret for cirka fem år siden, men er endnu ikke helt oppe at køre.

Facebook
Twitter