Ny måling: Oppositionen fastholder komfortabel føring

S-formand Mette Frederiksen står til flertal - også uden Alternativet.

S-formand Mette Frederiksen kan notere sig endnu et komfortabelt forspring i en ny Epinion-måling. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Hvis der var valg i morgen, måtte Lars Løkke Rasmussen (V) sandsynligvis forlade Statsministeriet.

En ny måling, som Epinion har foretaget for DR Nyheder, giver 54,6 procent til oppositionspartierne og 45,4 procent til de borgerlige partier.

Omregnet til mandater giver det 96 mandater til oppositionspartierne og 79 mandater til de partier, der peger på Lars Løkke Rasmussen som statsminister.

Selv uden at medregne Alternativet - som peger på partileder Uffe Elbæk som statsminister - kan S-formand Mette Frederiksen i målingen notere sig et rødt flertal på 91 mandater.

Artiklen fortsætter under grafikken.

S udbygger føringen

Målingen giver - ikke overraskende - Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, en god fornemmelse i maven.

- Den her måling er jo udtryk for, at rigtig mange mennesker mener, at der er brug for en ny regering, og at det er noget, der kan ske, hvis de beslutter sig for det på valgdagen, siger han.

Socialdemokratiet står til 29,5 procent og ser dermed ud til at cementere titlen som Folketingets største parti. Ved folketingsvalget for snart fire år siden fik partiet 26,3 procent af stemmerne.

Det er ifølge Nicolai Wammen et positivt udgangspunkt for Socialdemokratiets ambition om at danne en ren S-regering, der kan samarbejde hen over midten i Folketinget.

- Og så håber vi selvfølgelig på, at de partier, der ønsker en ny regering, når vi kommer dertil, vil pege på os, siger han med henvisning til, at Alternativet ikke peger på Mette Frederiksen, men Uffe Elbæk som statsminister.

V: Vi har nogle procenter, vi skal have hentet

Venstre fik med 19,5 procent af stemmerne i 2015 ikke et helt overbevisende valg - og partiet står i den nye måling til at gå yderligere tilbage til 17 procent.

- Vi har nogle procenter, vi skal have hentet, og det tror jeg, vi gør bedst ved at fokusere på det politiske indhold, lande gode politiske aftaler, og så er der kun én måling, der gælder – den på valgdagen, siger partiets politiske ordfører, Britt Bager.

Hun understreger samtidig, at der kun er tale om en enkelt måling.

- Jeg kommenterer jo på rigtig mange målinger hele tiden. I sidste uge kommenterede jeg på en måling, hvor vi gik frem i forhold til valgresultatet, siger hun og tilføjer:

- Det er klart, at jeg gerne havde set, at vi stod til at fortsætte i regeringskontorerne. Det vil jeg så arbejde på, at vi stadig kommer til.

- Vi har ikke opgivet noget som helst endnu - tværtimod.

Valget skal afholdes allersenest 17. juni.

Facebook
Twitter