Ny måling: Regeringen er stadig langt fra valgresultatet

Regeringen har mistet 17 mandater siden valget i 2022.

Statsminister Mette Frederiksen (S), vicestatsminister og økonomiminister, Jakob Ellemann-Jensen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

SVM-regeringen har både har fundet flere penge i statskassen, stillet vælgerne skattelettelser i udsigt og fremlagt en sundhedspakke på fem milliarder.

Men det hjælper angiveligt ikke på vælgernes opbakning.

En ny meningsmåling lavet af Epinion for DR og Altinget viser, at regeringen er langt fra at komme i nærheden af det antal mandater, som de tilsammen fik ved seneste valg.

I den nye måling ligger SVM-trioen hele 17 mandater under valgresultatet i november 2022 og stå til at få 72 mandater.

Ved valget i november fik regeringen 89 mandater.

Den nye måling bekymrer dog ikke Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, for "der er lang tid til næste valg", og "mange beslutninger, der skal træffes".

- Jeg er sikker på, at hvis vi fortsætter med at levere rigtige løsninger til rigtige menneskers rigtige problemer, så vil vælgerne på valgdagen kvittere de partier, som faktisk løfter ansvaret i stedet for alene at kritisere, siger den politiske ordfører.

Blandt de beslutninger, der skal træffes, nævner han blandt andet at få ventelisterne ned i sundhedsvæsenet og skaffe mere faglært og udenlandsk arbejdskraft.

I målingen står Socialdemokratiet til 22,9 procent af stemmerne mod 27,5 procent ved valget. Venstre står til 9,7 procent mod 13,3 procent ved valget. Og Moderaterne står til 7,2 procent mod 9,3 procent ved valget.

Fremgang fra seneste måling

Det er dog også værd at hæfte sig ved, at Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne trods alt klarer sig bedre, end de gjorde ved den seneste måling i juni, mener Rabjerg.

Her stod SVM-regeringen kun til 66 mandater.

- Det tror jeg primært skyldes, at det efterhånden bliver mere og mere klart for vælgerne, at partierne i regeringen tager ansvar, og at nogle andre partier har mere travlt med at kritisere, siger han.

Enhedslisten, SF og LA går frem

Men når nogle mister stemmer, så får andre dem.

Det er særligt SF og Liberal Alliance, der kan glæde sig over at snuppe vælgere fra regeringspartierne.

13 procent af de adspurgte i målingen, som stemte på Socialdemokratiet ved sidste valg, vil stemme på SF næste gang. 12 procent af Venstre-vælgerne vil stemme på Liberal Alliance, mens syv procent af dem, som stemte på det nystiftede Moderaterne ved valget, vil lade deres næste stemme gå til LA.

SF går frem med syv mandater sammenholdt med valgresultatet, mens Liberal Alliance går frem med fem mandater.

Desuden står Enhedslisten til 13 mod ni mandater ved valget.