Ny plejehjemsportal skal vise, hvilke plejehjem der laver maden selv

Ældre borgere skal have bedre mulighed for selv at vælge, om de vil have mad lavet fra bunden, mener ældreministeren.

- Hvis maden betyder noget, så vil folk jo søge derhen, og på den måde vil flere kommuner begynde at lave mad på plejecentrene. Kommunerne kan således inspirere hinanden, siger Thyra Frank. (Foto: Langt fra Borgen © dr)

Det skal være nemmere for borgere, der eksempelvis ønsker frisklavet mad, at vælge plejehjem.

Det mener ældreminister Thyra Frank (LA), der med en såkaldt plejehjemsportal vil skabe overblik over, hvilke værdier det enkelte plejehjem har. Det kan være alt fra madordning over aktiviteter til tilladelse af kæledyr.

- Hvis maden altid har betydet noget for én, så kan man på plejehjemsportalen se, hvilke plejehjem der laver maden fra bunden. Så kan man træffe et aktivt valg om, hvor man vil bo, siger Thyra Frank.

Kommunerne kan inspirere hinanden

Over halvdelen af landets kommuner serverer primært færdigforarbejdet mad lavet på et storkøkken på plejecentrene. Ifølge ældreministeren kan plejehjemsportalen få flere kommuner til at lave mad fra bunden på alle deres plejecentre.

- Hvis maden betyder noget, så vil folk jo søge derhen, og på den måde vil flere kommuner begynde at lave mad på plejecentrene. Kommunerne kan således inspirere hinanden, siger Thyra Frank.

Langt fra Borgen

I næste afsnit af DR's politiske magasin ’Langt fra Borgen’ besøger Thyra Frank og Jacob Mark et plejecenter, der hver dag serverer vakuumpakket mad. Programmet bliver sendt torsdag klokken 22.15 på DR1 og DRTV

Men en sådan plejehjemsportal kan få en negativ effekt, frygter Jacob Mark, der er gruppeformand i SF.

- Så vil de ressourcestærke ældre flytte til de kommuner, der i forvejen har mange penge til at lave gode plejehjem for, mens de mest ildestedte ældre vil blive tilbage i de kommuner, som ikke har så mange penge. Og så vil de kommuner stå med endnu et problem, siger han.

Brug for flere penge til at lave frisklavet mad

For at få frisklavet mad på flere plejecentre, afsatte regeringen i år 425 millioner kroner til renovering og etablering af nye og flere køkkener på landets plejecentre.

69 kommuner har søgt pengene og er nu i gang med at forbedre og bygge nye køkkener på nogle af deres plejecentre. Andre kommuner har ikke søgt pengene, fordi de mener, at det er for dyrt at lønne køkkenpersonalet i flere nye køkkener.

Men ifølge Jacob Mark er der brug for flere penge, hvis flere kommuner skal servere frisklavet mad på plejecentrene.

- Det, der virker, er den glimrende køkkenpulje, og det er jo, fordi kommunerne ikke har pengene selv. Og sådan er det også med driften af køkkenerne: Hvis vi skal hjælpe kommunerne, så må vi give dem noget støtte.

Fakta om plejehjemsportalen

  • Plejehjemsportalen er en oversigt på nettet over alle landets plejecentre – kommunale, private og selvejende
  • Det er kommunerne, der skal indberette oplysninger om alle plejecentre i deres kommune
  • Portalen skal blandt andet indeholde oplysninger om:
    • Hvor og hvordan maden bliver lavet
    • Hvilke og hvor mange aktiviteter
    • Hvorvidt kæledyr er tilladt
    • Hvorvidt der er frivillige på plejecentret
    • Antallet af demensboliger og demenssikring
  • Der er endnu ikke sat en dato på, hvornår plejehjemsportalen er færdig