Ny sommerhjælpepakke til 1,65 milliarder skal sætte gang i turismen og give billigere indenrigsrejser

De generelle hjælpepakker stopper 1. juli. I stedet kommer der nye hjælpepakker målrettet udsatte erhverv.

Ny hjælpepakke skal sætte gang i turismen i Danmark. (Foto: Helle Arensbak © Scanpix)

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har i nat forhandlet en aftale om en ny sommerhjælpepakke på plads.

Aftalen afsætter 1,65 milliarder kroner til en såkaldt sommer- og erhvervspakke, som skal hjælpe blandt andet turismeerhvervet og kulturlivet med at få gang i forretningen igen.

I pakken er der blandt andet hjælp på vej til turismeerhvervet, der har været godt og grundigt presset af den globale nedlukning under coronakrisen.

Der er også afsat penge til billigere indenrigsrejser hen over sommeren. Hvordan det præcis kommer til at se ud, er dog ikke besluttet endnu, men planen er at få flere til at rejse rundt i Danmark i ferien.

Også kulturlivet kan se frem til en pose penge i den nye aftale.

I pakken afsættes der blandt andet 295 millioner i 2021 til turismesektoren. Pengene skal særligt fokuseres omkring de større byer.

Pengene falder på et tørt sted, lyder det fra Dansk Erhvervs direktør, Brian Mikkelsen.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at pakken her vil hjælpe både kultur- og turismeerhvervet. Det er også nødvendigt, for de er banket mange år tilbage i tiden.

- Det kan være, man halverer de oplevelseskort, der er for at komme ind på kulturinstitutionerne. Det kan være, man får givet nogle fradrag for, at man besøger et hotel, siger han.

Samtidig har man aftalt, at de generelle hjælpepakker stopper 1. juli. I stedet erstattes de af nye ordninger, som er tilpasset, så de er særligt fokuseret på udsatte virksomheder, står der i aftalen.

- Vi stopper de generelle hjælpepakker, men vi vil til gengæld stadigvæk have nogle mere målrettede hjælpepakker til de dele af vores erhvervsliv, som fortsat har de største udfordringer, siger finansminister Nicolai Wammen (S).

Det sker på baggrund af en anbefaling fra regeringens økonomiske ekspertgruppe. Finansministeriet skriver, at det skal ses i lyset af den generelle genåbning af samfundet, hvor der sker en normalisering af økonomien.

I Venstre mener man, at særligt hovedstaden nu rykkes frem i køen.

- Den skal jo først og fremmest komme turistindustrien til gavn, ikke mindst i København, som har været meget hårdt ramt, siger partiets kulturordfører, Jan E. Jørgensen.

I de nye ordninger vil det være sådan, at virksomheder med en omsætningsnedgang på mindst 45 procent fra 1. juli og tre måneder frem kan få økonomisk hjælp til at dække deres faste omkostninger.

Der er også hjælp at hente for selvstændige, der har det svært som følge af coronakrisen.

Hvis omsætning er gået ned med 45 procent, kan de frem til udgangen af september få kompenseret 90 procent af deres tab.

Dog højst 33.000 kroner per måned for selvstændige med ansatte og 30.000 kroner per måned for øvrige selvstændige for juli og august. I september sænkes det til 20.000 kroner.

Selvstændige, der helt har forbud mod at holde åbent, og som ikke har nogen omsætning, vil kunne få kompenseret 100 procent af deres omsætningstab, men med tilsvarende beløbsgrænser.