Ny transportminister: Uber risikerer lukning med ny taxilov

Hvis ikke den omstridte tjeneste deler oplysninger med de danske myndigheder, vil regeringen slå hårdt ned.

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) holder pressemøde om taxilovgivningen. (Foto: © Martin sylvest, Scanpix)

Uber skal have lov til at operere i Danmark, men der skal stilles større krav til det kontroversielle taxifirma. Ellers bliver virksomheden lukket.

Det fremgår blandt andet af VLAK-regeringens netop fremlagt udspil til en ny taxilov.

- Sådan som Uber eller lignende tjenester fungerer i dag, vil de ikke få lov til at køre med det her udspil, siger transportminister Ole Birk Olesen (LA).

Han præsenterer efter blot et par uger på posten som transportminister den nye regeringens opdaterede udspil til det, regeringen selv kalder en ”modernisering” af den danske taxilovgivning.

Fokus har forud for udspillet særligt været på den nye regerings håndtering af taxitjenesten Uber, hvis chauffører for nogles vedkommende er blevet dømt skyldige i ulovlig taxikørsel. Selve virksomheden Uber er der ligeledes blevet rejst tiltale imod.

Transportminister Ole Birk Olesen understreger, at regeringen som sådan ikke har noget problem med Uber eller lignende tjenester, hvis blot de lever op til den nye taxilovning, som regeringen håber at få vedtaget i Folketinget.

- Forudsætningen for, at Uber kan få lov at operere i Danmark med den her lovgivning, er, at de lever op til de her krav, siger Ole Birk Olesen.

- Hvis Uber ikke føler, at de er i stand til eller ønsker at leve op til de her krav, vil de blive lukket med den lovgivning, som vi lægger op til, siger han.

Regeringen vil især sikre, at der bliver betalt skat af Uber-chaufførernes indtjeninger, og derfor vil regeringen pålægge Uber at indberette chaufførernes fortjenester til Skat.

- For øjeblikket er det en usikkerhed, om der bliver betalt skat af de chauffører, som kører for eksempelvis Uber. Fremover skal Uber, hvis Uber eller lignende tjenester vil operere i Danmark, dele oplysninger om kørslerne med de danske skattemyndigheder, siger Ole Birk Olesen.

Med de nye regler, som regeringen lægger op til, vil det også være et krav til Uber, at selskabet opretter et kørselskontor, ligesom Uber-chauffører skal erhverve sig et førerkort og derfor ikke må have været idømt såkaldte ”hårde straffe” tidligere.

Foruden nye krav til Uber og lignende tjenester lægger regeringen i sit udspil op til en række ændringer af taxilovgivningen.

Hele udspillet kan læses her.

I sit udspil "Taxi til fremtiden" lægger regeringen blandt andet op til:

  • Ophævelse af antalsbegrænsningen på tilladelser til taxikørsel

  • Enhver, der opfylder generelle krav, har ret til at få en tilladelse. Kommunens vurdering af, om der er behov for flere taxier, og de hidtidige krav om egenkapital ophæves.

  • Den geografiske begrænsning, der i dag siger, at en taxi kun må køre i én kommune - eller i Storkøbenhavn - ophæves. Taxivirksomhed skal kunne drives på tværs af kommuner i hele landet.

  • Fjerne unødige adgangsbarrierer:

  • Taxitilladelsen skal slås sammen med de andre tilladelser til erhvervsmæssig persontransport - limousine, offentlig servicetrafik og sygetransport.

  • Forbrugerbeskyttelse:

  • For gadekørsel, hvor taxien prajes af kunden på gaden, opretholdes der maksimalpriser. For bestilt kørsel er der fri prisdannelse.

  • Hvis turen ikke afregnes med taxameter, skal kunden ved bestillingen have sagt ja til en maksimal pris for turen eller have accepteret principperne for afregning. Hvis kunden klager, skal taxivirksomheden kunne dokumentere aftalen.

  • Der skal betales skat:

  • Taxivirksomheden skal sikres, at følgende oplysninger indhentes og opbevares i en nærmere afgrænset periode: Identifikation af tilladelsesindehaver og chauffør, GPS-koordinater for turen, Længden af turen og betaling for turen. Disse data skal deles med myndighederne.

  • Åbningstider:

  • Taxivirksomhederne skal selv kunne bestemme, hvilken service de vil tilbyde med hensyn til åbningstider, geografisk dækningsområde og udbudte tjenester.

  • Kilde: Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.

  • /ritzau/