Ny VLAK-regering: Færre skal betale topskat

Trekløverregering vil foreslå reform, der reducerer antallet af topskatteydere, fremgår det af regeringsgrundlag.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (tv) præsenterer nyt regeringsgrundlag sammen med Konservatives leder Søren Pape Poulsen (im) og Liberal Alliances leder Anders Samuelsen (th). (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Færre danskere skal betale topskat.

Det er en af ambitionerne i det nye regeringsgrundlag, som den kommende VLAK-regering netop er blevet enige om.

- Regeringen ønsker at reducere marginalskatten, og at topskatten skal spille en langt mindre rolle end i dag, fordi den koster vækst og beskæftigelse, hedder det i regeringsgrundlaget.

- Regeringen vil til brug for forhandlingerne om JobReform II fremlægge forslag, der markant mindsker antallet af danskere, der betaler topskat.

Det var netop slagsmålet om topskatten - og Liberal Alliances ultimative krav om en sænkelse på fem procentpoint hele vejen op - der førte til dannelsen af den VLAK-regering, som statsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterer i morgen.

Lavere skat for "alle"

I den snart tidligere Venstre-regerings regeringsgrundlag fra juni 2015 hed det, at man havde en ambition om netop at sænke topskatten med fem procentpoint.

Hos den nye VLAK-regering er ambitionen imidlertid, at færre danskere skal betale topskat - og altså ikke nødvendigvis en sænkelse af procentsatsen.

En sådan ambition kan eksempelvis indfris ved at hæve beløbsgrænsen for, hvornår man som skatteyder betaler topskat. Den grænse er i dag på cirka 476.000 kroner om året.

Den kommende regering vil i det hele taget sænke skatten på arbejde "for alle".

- Regeringen ønsker at lette skatten på arbejde for alle. Skatten i bunden skal sænkes, så det bedre kan betale sig at være i arbejde. Det er ikke rimeligt, hvis den, der går på arbejde, tjener stort set det samme som den, der bliver hjemme med en overførselsindkomst, fremgår det af regeringsgrundlaget.

Facebook
Twitter