Nye oplysninger belaster Birthe Rønn

Integrationsministeriet kendte til ulovlig dansk retspraksis i 15 måneder, før tingene blev rettet.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech. (© DR)

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) belastes nu yderligere i sagen om den ulovlige sagsbehandling af statsløse palæstinensere.

Ifølge Information blev Rønns ministerium allerede i oktober 2008 klar over, at den nok var gal med den danske praksis.

Ved et nordisk tjenestemandsmøde om statsborgerskab i Stockholm 16. oktober 2008 satte danske embedsmænd FN-konventionen om statsløshed på dagsordenen for at høre nærmere om praksis i de øvrige nordiske lande.

Svensk deltager bekræfter

Alligevel gik der 15 måneder fra ministeren og hendes embedsværk fik kendskab til, at Danmark tilsidesatte FN-konventionens bestemmelser om statsløses ret til statsborgerskab, til Birthe Rønn orienterede Folketinget om situationen og indstillede den ulovlige praksis.

De nye oplysninger kommer fra de norske integrationsmyndigheder og bekræftes over for Information af en svensk deltager i mødet.

Oppositionen ser de nyeste oplysninger som endnu et argument for, at Birthe Rønn Hornbech under ingen omstændigheder kan fortsætte som minister.

Uvildig undersøgelse

- To ufravigelige krav må være, at Rønn skal gå af, og at hele sagen skal underkastes en uvildig undersøgelse, siger Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen.

Den Radikale leder Margrethe Vestager er enig:

- Hver dag kommer der en ny afsløring i denne sag, og hver dag bliver det mere klart, hvor uforsvarligt det er fortsat at overlade administrationen af et ministerium til Rønn, siger Vestager.

Birthe Rønn Hornbech afviste fredag endnu engang, at hun er på vej til at forlade ministerposten.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter