Nye oplysninger belaster Gade i fangesag

En mail fra en kontorchef i Forsvarsministeriet belaster tidligere forsvarsminister Søren Gade i fangesagen.

Tidligere forsvarsminister Søren Gade belastes af en mail, som er sendt fra en kontorchef i Forsvarsministeriet til Forsvarskommandoen.

Forhenværende forsvarsminister Søren Gade (V) trækkes nu længere ind i sagen om hemmeligholdelse af fangemishandling i Irak.

Ifølge en mail fra en kontorchef i Forsvarsministeriet, som Information har fået aktindsigt i, var Gade personligt involveret i drøftelser om oplysninger vedrørende fangemishandling, der blev skjult for Folketinget.

Som Information tidligere har afdækket, blev oplysninger om tortur overstreget i en rapport, som Søren Gade sendte til Folketinget i september 2004 efter anmodning fra Enhedslistens Søren Søndergaard.

Tegn på mishandling

Der var tale om en såkaldt tilsynsrapport udarbejdet af en dansk delegation efter et besøg i Al Makil-fængslet i Basra.

Otte fanger havde klaget til delegationen over at være blevet mishandlet af irakisk politi, og flere kunne fremvise objektive tegn på mishandling i form af blandt andet brændemærker.

Hemmeligholdelsen skete, selv om daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) havde forsikret i Folketinget, at hvad angik oplysninger om fangemishandling, ville regeringen "selvfølgelig ikke tøve med at videregive dem".

Bad om at tage sagen op i Irak

Som Information i dag kan dokumentere, fandt der forud for oversendelsen af den overstregede rapport til Folketinget en omfattende dialog sted om sagen mellem ministeriet og Forsvarskommandoen (FKO).

Efter at have modtaget oplysningerne om tilsynet i Al Makil-fængslet anmodede embedsmænd i ministeriet gentagne gange i løbet af sommeren 2004 FKO om at tage sagen om fangemishandling op med de irakiske myndigheder.

Men da det igennem mere end en måned ikke var lykkedes at få FKO til at reagere, sendte kontorchef i ministeriets folkeretskontor Birgitte Juul den 18. august samme år en vred mail til FKO, der vel at mærke hører under ministeriet.

- Se at komme i gang

- Det er dybt kritisk, at Forsvarskommandoen ikke har reageret. Som jeg ser sagen, så har Forsvarsministeriet orden i bogholderiet, men det har I ikke! Når Statusrapporterne offentliggøres, så kommer 'flasken' til at pege på jer, skriver Birgitte Juul.

- Dette aspekt har været drøftet med ministeren. Hvis jeg var jer, ville jeg se at komme i gang! opfordrer Birgitte Juul, der i 2007 døde af leukæmi.