Nye partier frygter de ikke bliver valgklar: Bremses af bureaukrati

Nystiftede politiske partier møder uforudsete udfordringer i deres kamp for at samle de nødvendige 20.000 vælgererklæringer.

Det kan være noget af en kamp for nye partier at blive opstillingsberettiget til folketingsvalget. Processen er oldnordisk og udemokratisk, siger de. (© DR)

Danmarks to nyeste partier står over for et "dybt frustrerende og demokratisk problem" for at blive klar til et kommende valg.

Partierne skal først og fremmest skaffe de 20.260 vælgererklæringer fra borgerne, der skal til for at blive opstillingsberettiget til Folketingsvalget. Det er sin sag.

Men kampen for at få de 20.260 støtter på plads, inden Thorning trykker på valgknappen, bliver derudover besværliggjort af, at det kan tage over to måneder at få godkendt en vælgererklæring hos kommunerne.

Det nystiftede Nationalpartiet bliver flere gange dagligt kontaktet af borgere, der har problemer med at give partiet deres støtte, fortæller partiets formand, Kashif Ahmad, til DR Nyheder.

- Vi har oplevet mange typer problemer. Mange kommuner ved ikke, hvad de skal stille op med vælgererklæringerne, og flere kommuner siger, de har ikke mandskab nok til at klare de her erklæringer. Hvor står vi så henne med vores demokratiske rettigheder?

Det er meget frustrerende

Nationalpartiet står ikke alene med problemet med vælgererklæringerne. Partiet Alternativet, der blev stiftet sidste år, oplever, at der kan gå flere måneder, før borgerne får deres vælgererklæring tilbage fra kommunen.

- Folk fortæller, at der går utrolig lang tid, før de får svar, og nogle får slet ikke svar, så der er et eller andet galt med systemet. Det er dybt frustrerende for os, og det er et kæmpe demokratisk problem, siger Uffe Elbæk, tidligere radikal kulturminister og stifter af Alternativet.

Sidste sommer undersøgte Alternativet, hvor fejlen lå og kontaktede flere kommuner. Her fandt partiet blandt andet ud af, at der på et tidspunkt lå over 3000 vælgererklæringer og ventede hos Københavns Kommune.

Kommunen fortalte, de kun havde bemanding til at behandle omkring 100 om dagen.

Det er til trods for at Økonomi- og indenrigsministeriet flere gange har indskærpet over for kommunerne, at behandlingen af vælgererklæringer ikke må tage mere end et par dage.

I dag ved ingen af partierne reelt, hvor langt de er fra målet med at få de 20.260 vælgererklæringer, da det er umuligt for dem at få overblik over, hvor mange erklæringer der ligger og venter ude i kommunerne.

Kan blive fældet af bureaukrati

De to partier er bekymrede for, at den langsommelige proces i sidste ende kan betyde, at de ikke kan nå at stille op til næste Folketingsvalg, der kan blive udskrevet når som helst - dog senest den 14. september næste år.

- Det kan i værste fald betyde, at vi kan risikere at stå med 20.000 vælgerstøtter uden at kunne nå at blive klar, fordi erklæringerne ligger ude hos kommunerne. Vi har tiden imod os, siger Kashif Ahmad fra Nationalpartiet.

Hos Alternativet frygter de også for, hvilke konsekvenser kommunernes behandlingstid kan få for partiet.

- For os kan det jo blive vores snubletråd, og at vi ikke når at blive valgklar. Selvfølgeligt er det irriterende for os, men det er jo i endnu højere grad et kæmpe principielt problem, fortæller Uffe Elbæk.

Proces er oldnordisk og udemokratisk

Som systemet er i dag, skal borgerne udfylde og underskrive en vælgererklæring og aflevere den hos kommunen, der godkender vælgererklæringen og sender den tilbage til borgeren.

Herefter skal borgeren sende erklæringen til det pågældende parti, der til sidst skal sende vælgererklæringerne til Økonomi- og indenrigsministeriet. En proces, der vækker undren hos Nationalpartiet.

- Vi synes, proceduren er oldnordisk og udemokratisk. Man kan blive skilt med sit NemID, men ikke give sin støtte til et parti. Det er ikke engang en stemme. Når Danmark er en af verdens førende it-nationer, så under det mig meget, at vi har den her proces, siger Kashif Ahmad.

Digital løsning er forsinket

Kommende partier kan dog se frem til en digitalisering af vælgererklæringerne, der skal gøre processen hurtigere og lettere.

I oktober sidste år indgik et samlet Folketing en aftale om at digitalisere proceduren for indsamling af vælgererklæringer.

Økonomi- og Indenrigsministeriet har oplyst, at de forventede, den digitale løsning kunne tages i brug primo 2015. Nu ser det dog ud til, at partierne må kigge langt ud i fremtiden før en løsning er på plads.

- Vi har fået at vide, at løsningen først skal testes og køres ind, så guderne må vide, hvornår det bliver. For de nye partier er det jo en kæmpe hæmsko, siger Uffe Elbæk.

Nationalpartiet håber, der kan findes en løsning hurtigst muligt.

- Vi vil appellere til ministeren om, at de får fremskyndet den her digitale løsning akut. Det her kan ikke være til gavn for nogle i systemet, siger Kashif Ahmad.