Antallet af uledsagede flygtningebørn, der kommer til Danmark, er eksploderet.
Lige nu kommer der hver måned ligeså mange flygtningebørn under 18 år alene til Danmark, som der gjorde hvert år i 2011, 2012 og 2013.
Niels Svankjær Christiansen, der er udviklingskonsulent i Dansk Røde Kors med ansvar for uledsagede flygtningebørn, fortæller, at de netop nu mærker det voldsomme tryk på systemet omkring børnene:
- Det er en markant forøgelse af børn på flugt, som vi ser i de her år. Det er ofte unge drenge fra Syrien, Afghanistan og Eritrea. Vi har i øjeblikket den største flygtningekrise siden anden verdenskrig, og at der kommer så mange uledsagede har helt klart noget at gøre med de konflikter, som vi ser udspille sig, siger han.
Helt nye tal fra Udlændingeministeriet viser, at stigningen fra sidste år fortsætter:
For mens de foreløbige tal fra november og december sidste år viser, at der til Danmark ankom henholdsvis 480 og omkring 350 uledsagede flygtningebørn, hedder det foreløbige tal alene for den første uge af januar omkring 80.
- Børnene har behov for tryghed og stabilitet. Og det kræver meget af de rammer, der er omkring om børnene, siger Niels Svankjær Christiansen.
Røde Kors mener, at den 'dramatiske forøgelse' kræver meget af de danske myndigheder, men at de er 'gearet' til at håndtere presset.
Der er dog ting, der stadig kan forbedres, mener Niels Svankjær Christiansen.
Han peger blandt andet på hurtigere afklaring af børnenes asylstatus og en mere strømlinet og hurtigere indsats i landets kommuner.
- Det er rigtig vigtigt, at der bliver sat ind ude i kommunerne.
Støjberg: Vi har fokus på det
Også regeringen har lige nu særligt fokus på stigningen, siger integration- og udlændingeminister Inger Støjberg (V).
Blandt andet fordi, at uledsagede børn typisk kommer uden id-papirer, og at de med den svenske id-kontrol ikke kan komme ind i Sverige.
- Som det er nu, kan vi godt klare andelen af uledsagede flygtningebørn, som vi får til Danmark, men det er noget af det, som er med til at presse systemet, fordi det er så krævende, siger Støjberg:
- Så det er en stor og omkostningsfuld opgave, men man også sige, at når man har med børn at gøre, der kommer hertil uden forældre, så skal vi altså tage os rigtig godt af dem. Jeg tror, at de fleste af os har et blødt punkt for børn, der er rejst alene fra for eksempel Afghanistan. De skal altså hjælpes, siger hun.
Hun afviser samtidig, at der er behov for yderligere handlingsplaner for de mange uledsagede flygtningebørn.
- Der bliver allerede taget særlige hensyn til de her børn. De bor særlige steder, og der er lang større pædagogisk og psykologisk opbakning omkring dem, siger Støjberg.