Nye toner fra Lars Løkke: Bløder op på krav om nulvækst

V åbner op for, at det ufravigelige krav om nulvækst ikke er så ufravigeligt alligevel, og det glæder Dansk Folkeparti.

V-formand Lars Løkke Rasmussen slækker nu lidt på kravet om nulvækst i den offentlige sektor, hvis blå blok genvinder regeringsmagten. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Venstres Lars Løkke Rasmussen løsner nu op for sit partis ellers ufravigelige krav om nulvækst i den offentlige sektor, hvis de borgerlige partier genvinder regeringsmagten.

I et interview med Berlingske siger Lars Løkke Rasmussen, at nulvækst jo kan skrues sammen på mange måder, hvor man samtidig fremmer det, man vil.

Venstre-formanden siger nu, at hvis et borgerligt flertal kan blive enig om besparelser på udgiftsposter, der ligger uden for den offentlige udgiftsramme, kan der muligvis godt blive råd til noget mere velfærd.

Omfatter ikke dagpenge og pension

Det såkaldte udgiftsstop, der har været Venstres officielle politik siden 2012, indebærer, at udgifter til for eksempel daginstitutioner, skoler og sygehuse højst må stige i samme takt som lønninger og priser.

Statens udgifter til overførselsindkomster, for eksempel dagpenge, kontanthjælp, SU og folkepension, ligger derimod uden for det, der går under betegnelsen offentligt forbrug.

- Nulvækst er på det offentlige forbrug. Så er der store dele af de offentlige udgifter, som er uden for forbrugsrammen. Hvis man sparer der, kan man måske godt have noget realvækst. Det afgørende er, om man trækker den rigtige vej, siger Lars Løkke Rasmussen til avisen.

DF: Det gør det nemmere efter et valg

Udmeldingen glæder Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

- Det er positivt, fordi det klart vil gøre det nemmere for os at finde enighed efter et folketingsvalg, siger han.

Debatten om det offentlige forbrug ventes at blive et af hovedtemaerne under det valg, der skal udskrives inden september i år.

SR-regeringen planlægger at bruge ekstra 0,6 procent om året på velfærd frem til 2020.

/ritzau/

Facebook
Twitter