Nye toner fra S-regeringen: Overvejer skat på flybilletter for at nå klimamål

Støttepartier ser udmelding som 'ny bevægelse' i deres retning, mens oppositionen anklager Socialdemokratiet for populisme og løftebrud.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) og resten af regeringen vil hen over sommeren kigge på passagerafgifter på flybilletter som et af flere tiltag for at reducere udledningen af drivhugasser i flybranchen. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Flytrafikken vokser i Danmark i disse år. Og når flyselskaber sender solhungrende danskere afsted mod fjerne himmelstrøg denne sommer, slipper de for klimaafgifter i modsætning til mange andre lande.

I Sverige skal et flyselskab eksempelvis betale 400 svenske kroner, når de flyver en passager til Thailand. Den danske stat opkræver derimod ikke passagerafgifter hos flyselskaberne i modsætning til de fleste EU-lande, men det kan være på vej til at ændre sig.

Nu gør transportminister Benny Engelbrecht det nemlig klart, at passagerafgifter er i spil for at nå regeringen og dens støttepartiers mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030. For at nå det mål er flere metoder under overvejelse.

- Der er flere forskellige håndtag, som vi kan dreje på. For eksempel en passagerafgift, en brændstofafgift, en CO2-afgift eller et iblandingskrav, siger Benny Engelbrecht i en kommentar til DR. Regeringen har dog endnu ikke lagt sig fast på, hvilke konkrete metoder der skal tages i brug:

- Der er fordele og ulemper ved hvert tiltag, og jeg mener derfor, at det er vigtigt, at vi ikke haster et forslag igennem uden at være klar over disse fordele og ulemper. Derfor vil regeringen hen over sommeren arbejde videre med at kigge på de forskellige klimatiltag, lyder det i kommentaren fra Benny Engelbrecht.

Udmelding vækker glæde hos røde partier

Meldingen om, at afgifter for flyrejser nu er i spil, kommer, selvom Socialdemokratiet hidtil har været imod idéen.

I en klimarundspørge, som DR foretog blandt partierne op til det seneste folketingsvalg, erklærede Socialdemokratiet sig som det eneste parti i rød blok 'uenig' i, at Danmark skal indføre en klimaafgift på flyrejser, så rejsende betaler en afgift per flyrejse.

Partiet argumenterede for, at en afgift som denne vil ramme de økonomisk dårligst stillede i samfundet for hårdt.

Socialdemokratiet ville i stedet stille krav til mere bæredygtigt flybrændstof i tankene i de fly, som letter fra danske lufthavne. Det kunne man læse i det klimaudspil, som partiet fremlagde under valgkampen.

Regeringspartiet lagde også op til en CO2-afgift på flybrændstof, men kun hvis den kan indføres på europæisk niveau.

Den socialdemokratiske regerings nye udmelding vækker glæde hos flere af de røde støttepartier.

- Jeg ser det klart som en ny bevægelse fra Socialdemokratiet og regner med, at det er en åbning for, at der endelig kan ske noget i forhold til flysektoren, hvor CO2-udledningerne stadig stiger, lyder det fra Enhedslistens klimaordfører, Mai Villadsen.

Ifølge ordføreren er det en vigtig prioritet for Enhedslisten at få indført passagerafgifter. Partiet foreslår, at det skal blive dyrere, des flere gange man flyver om året.

Så mens en økonomibillet til en europæisk destination skal pålægges en afgift på 150 kroner på flyvning nummer et, skal det koste op mod 1.000 kroner per tur, hvis man gentagne gange flyver langt på business class.

- Formålet med vores forslag er, at vi skal have lagt en dæmper på antallet af flyrejser, fordi trafikken skader klimaet enormt meget.

- Med den nuværende teknologi udleder flyvning rigtig meget CO2, så vi skal helt klart reducere vores antal af flyrejser. Men det er klart, at vi også skal arbejde på andre brændstoffer, som gør det mindre klimaskadeligt at flyve, lyder det fra Mai Villadsen.

SF: Vores forslag kommer ikke til at ændre adfærden

SF's politiske ordfører, Karsten Hønge, kalder transportministerens udmelding 'et lille skridt i den rigtige retning.'

- Det lyder som om, at Socialdemokratiet er ved at åbne døren for en af de løsninger, der skal findes. Og når socialdemokrater åbner døren i retningen af en mere klimavenlig politik, så er SF de første til at sætte foden i klemme, så de ikke kan lukke døren igen.

SF’s model læner sig meget tæt op ad den, der sidste år blev indført i Sverige. Rejser du eksempelvis inden for landets grænser og i Europa, skal den nye afgift være på 60 kroner.

Da SF sidste efterår præsenterede forslaget, var Socialdemokratiet kritiske.

- Lige præcis det her med afgifter på fly har altså en masse medfølgende problemer, som vi ikke vil være med til, sagde partiets daværende transportordfører, Rasmus Prehn.

Karsten Hønge mener dog modsat Enhedslisten, at en flyafgift ikke nødvendigvis vil få den store effekt på antallet af flyrejser.

- Jeg tror ikke på, at vores forslag kommer til at ændre adfærden særligt meget, fordi det er blevet så rasende billigt at flyve i forvejen. Så hvad skulle 60 kroner ekstra egentlig betyde?

- Men jeg ved med sikkerhed, at vi med de penge, som vi vil få ind, kan få penge til andre intiativer, som vil komme klimaet til gavn, lyder det fra Kasten Hønge, som foreslår, at en del af provenuet skal gøre det hurtigere at rejse med tog.

SF's politiske ordfører, Karsten Hønge, og Enhedslistens klimaordfører, Mai Villadsen, glæder sig begge over, at regeringen nu vil kigge nærmere på passagerafgifter på flybiletter. Begge partier gik i modsætning til Socialdemokratiet til valg på netop dette forslag. (Foto: (C) DR Nyheder)

Venstre: S løber fra sine løfter

Venstres klimaordfører er modsat de to partier i rød blok skuffet over transportministerens udmelding.

- Socialdemokratiet var meget klar i mælet før valget. Der afviste de nationale passager- og brændstofafgifter. Det er virkelig trist, at man på den anden side vender på en tallerken.

- De er løbet fra, hvad de har lovet danskerne før valget, og lefler nu for deres parlamentariske grundlag, lyder det fra Thomas Danielsen.

Venstre ønsker også en grønnere flytrafik, men peger på, at det skal ske igennem internationale aftaler, som blandt andet kan ske ved at stille skrappere miljøkrav til flybrændstof og forskning. En passagerafgift i Danmark betegner Venstres ordfører som 'populisme':

- Passagerafgifter er jo faktisk noget, som danskerne gerne vil have, fordi man så kan flyve videre med god samvittighed, men det er ikke ensbetydende med bedre klima. Der bør man som politiker i stedet læne sig op ad sagkundskaben.

Et flertal af danskerne synes ifølge en Epinion-måling foretaget for DR, at en flyafgift på 100 kroner per billet er en god idé.

Thomas Danielsen vil dog ikke på dette tidspunkt afvise, at Venstre vil stemme for en skat i sidste ende med resten af partierne i rød blok.

- Hvis der skal laves en overordnet klimaftale for Danmarks klimapolitik, herunder for vindmølleudbygning og andre ting, så siger det sig selv, at vi ikke vil sætte os på sidelinjen på grund af en enkelt særdeles stor tåbelighed.

- Men der er ikke nogen tvivl om, at passagerafgifter ikke vil være noget, som vi på nogen måde kommer til at tage æren for. Tværtimod er det noget, som vi vil tage afstand fra, siger Thomas Danielsen.

DF: Flyafgifter vil få social slagside

Også Dansk Folkeparti er imod passagerafgifter. Partiets klimaordfører, Morten Messerschmidt, anklager direkte Socialdemokratiet for at begå 'løftebrud':

- De vender jo 180 grader, i forhold til hvad de sagde i valgkampen. Det er meget bekymrende.

Socialdemokratiet siger, at de vil kigge på passagerafgifter, og intet er besluttet endnu. Så er det ikke tidligt at beskylde partiet for løftebrud?

- Men i valgkampen var de meget fastlåste i deres retorik og gjorde det meget klart, at de var imod forslaget. I øvrigt havde de nogle super gode argumenter for, hvorfor flyafgifter er en dårlig idé - i øvrigt de samme argumenter, som jeg har, lyder det fra Morten Messerscmidt.

I stedet mener DF-ordføreren, at flyindustiren skal leve op til konkrete CO2-reduktioner i 2030, som selskaberne så selv må finde ud af, hvordan de når.

Klimaordføreren mener, at en passagerafgift vil være direkte dårlig for den grønne omstilling. Han argumenterer for, at den ikke vil få betydning for den teknologiske udvikling, som kan få flyselskaberne til at flyve mere bæredygtigt.

Ifølge Morten Messerschmidt er det også et problem, at flyafgifter har social slagside og vil ramme eksempelvis børnefamilier, der ikke har så mange penge, ekstra hårdt.

Både SF og Enhedslisten ønsker dog at kompensere lavindkomstgrupper fra flyskatten over den grønne check. Men den model giver Morten Messerschmidt ikke meget for.

- Det vil blive et reguleringshelvede, som i sidste ende kun vil være skadeligt for de svagest stillede, uanset hvordan. Det der med, at man tror, at man kan sidde ved et skrivebord og få tingene mingeleret på plads, det tror jeg ikke på.

Transportminister Benny Engelbrecht har ikke ønsket at uddybe sin kommentar i et interview over for DR.

Facebook
Twitter