Nyt finanslovskrav fra DF: Vil uddanne fængselsbetjente i Vestdanmark

Dansk Folkeparti vil bruge et tocifret millionbeløb på at uddanne flere fængselsbetjente

ARKIVFOTO af fængselsbetjent- - Se RB 13/9 2016 06.49. Minister vil lade fængselsbetjente bruge peberspray. Fængselsbetjente skal have de bedste muligheder for at løse konflikter, mener justitsministeren. (Foto: ERIK LUNTANG/Scanpix 2016) (Foto: ERIK LUNTANG © Scanpix)

Der skal oprettes en helt ny uddannelse for fængselsbetjente i Vestdanmark. I hvert fald hvis det står til Dansk Folkeparti, der fremsætter kravet inden dagens finanslovsforhandlingerne i Finansministeriet.

- Vi har foreslået regeringen, at man laver en uddannelse i Vestdanmark til at uddanne fængselsfunktionærer. Dem mangler man i øjeblikket, og vi synes, det vil være godt, at man forbedrer rekruttering, så man også i det jyske område får nem adgang til at tage en uddannelse som fængselsfunktionærer, siger Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup.

Dansk Folkeparti forestiller sig en satellit-uddannelse i forhold til den nuværende fængselsbetjent-uddannelse i Birkerød i Nordsjælland. Men partiet er ikke konkret i forhold til, hvor mange uddannelsespladser, der skal oprettes på en ny uddannelsesinstitution.

- Vi er oppe i et større antal. Hvor mange præcist skal vi lige forhandle med regeringen. Men vi kan se på den afgang, der er i øjeblikket, at der er brug for flere fængselsfunktionærer. Der er desværre folk, der har arbejdet i fængslerne i mange år, som siger farvel og tak, fordi det er for hårdt. Og vi skal sikre os, at der er tilstrækkelig med fængselsfunktionærer til at tage sig at de meget hårdføre bander, der er kommet ind i fængslerne, siger Peter Skaarup.

Han forventer, at der skal bruges 20-40 millioner kroner på at oprette den nye skole. Efter forhandlingerne i ministeriet fortæller gruppeformanden, at der skal være 50 uddannelsespladser

Regeringen er åben for forslaget

Efter forhandlingerne konstaterede finansminister Kristian Jensen (V) med et glimt i øjet, at Dansk Folkeparti er dygtige forhandlere.

Ministeren er åben for at diskutere forslaget om en uddannelse i Vestdanmark.

- Når man ser på det pres, der er på Kriminalforsorgen i øjeblikket, så har vi brug for nogle flere hænder. Hvis vi vil øge straffen på de områder, hvor vi har brug for det, så har vi brug for nogle flere til at håndtere de indsatte, siger Kristian Jensen.

Så det er ikke noget I vil lægge hindringer i vejen for?

- Det er noget af det, som vi skal forsøge at finde plads til i den samlede finanslov. Det kræver selvfølgelig, at vi er enige om hvilket omfang, men også hvordan det skal prioriteres i forhold til andre ønsker.

Dansk Folkeparti tænker, at der skal være plads til 50 pladser på uddannelsen. Hvad tænker du om det?

- Det lyder som et glimrende udgangspunkt at starte drøftelserne på, siger finansministeren.

S foreslog det for to uger siden

Forslaget fra Dansk Folkeparti er ikke nyt. For to uger siden lancerede Socialdemokratiet nemlig et enslydende forslag.

- Vi står konkret og mangler 175 fængselsbetjente, og vi har kunnet se på antallet af ansøgere til politibetjentuddannelsen, at det har gjort en markant forskel, at der er kommet en uddannelse i Vestdanmark, sagde Socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen til Avisen Danmark.

Allerede ved den lejlighed bakkede Dansk Folkeparti op om forslaget.

- Vi er slet ikke imod, at man åbner en satellit af en uddannelse et andet sted end i Birkerød, for der er da langt til Birkerød, hvis man bor i Jylland eller på Fyn, sagde Dansk Folkepartis retsordfører Peter Kofod til Avisen Danmark.

- Jeg har selv haft det oppe i spørgetiden med ministeren, så mig bekendt er regeringen lige nu i fuld gang med blandt andet at se på, hvordan det ville kunne se ud i praksis, sagde Peter Kofod.

Artiklen er opdateret med en kommentar fra finansminister Kristian Jensen (V).

Facebook
Twitter