Nyt forsvarsforlig bevarer værnepligt

Nyt forsvarsforlig er på plads. Forliget bevarer værnepligten og udskyder lukningen af kaserner.

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) kunne over for den danske presse annoncere, at et nyt forsvarsforlig er faldet på plads (Foto: Jens Nørgaard Larsen © Scanpix)

Nyt forsvarsforlig er på plads. Forliget bevarer værnepligten og udskyder lukningen af kaserner.

Kasernelukninger er udskudt

Forsvaret skal spare 2,7 milliarder kroner, men værnepligten bevares med 4200 mand. Det er del af nyt forsvarsforlig for 2013-2017, som er præsenteret fredag.

Aftalen udskyder beslutningen om lukningen af kaserner til begyndelsen af det nye år.

- Vi har fået en rigtig god aftale, som sikrer en et godt dansk forsvar fremadrettet med et reduceret budget, siger forsvarsminister Nick Hækkerup (S).

Forsvarschefen vurderer nu situationen

Regeringen havde ellers peget på en suspendering af værnepligten og lukning af Høvelte og Varde Kaserner. Men kasernelukningerne bliver nu i første omgang overladt til en vurdering af forsvarschef Peter Bartram.

- Beslutningen er, at vi beder forsvarschefen om med sin militærfaglige viden at pege på de etablissementer, som skal lukkes, siger Nick Hækkerup og tilføjer:

- Når kaserner bliver tilovers, så skal de lukkes.

Værnepligten er bevaret

Dansk Folkepartis formand jubler over aftalen, fordi værnepligten kun reduceres med 800 mand.

- Vi har fået sikret værnepligten frem til 2020, siger Kristian Thulesen Dahl og fortsætter:

- Jeg er kistelykkelig for, at det lykkes at få de indrømmelser, der skal til, for at vi kan være med i forsvarsforliget.

Et mindre omstillingsparat forsvar

Militær-ekspert og professor Mikkel Vedby Rasmussen vurderer, at besparelserne i det nye forsvarsforlig vil gøre det danske forsvar mindre omstillingsparat.

- Det, der er udfordringen, når man skærer al fedtet væk, er, at man skærer det, der gør, at man hurtigt kan omstille sig til nogle nye situationer, væk.

- For eksempel, at man fra den ene dag til den anden kan tage til Libyen.

Facebook
Twitter