Nyt islamkritisk parti langer ud efter 'den berøringsangste venstrefløj'

Nyt Centrum-Venstre går ind for et stærkt velfærdssamfund - bare uden religion.

Formand Hanna Ziadeh holder plakaten og næstformand Jens Baj fører ordet under præsentationen af Nyt Centrum-Venstre. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Der er især én årsag til, at det politiske landkort trænger til en tilføjelse i form af partiet NCV - Nyt Centrum-Venstre.

Venstrefløjen vender det blinde øje til en udemokratisk samfundsudvikling, hvor religion fylder alt for meget, mener Jens Baj, der er medstifter og næstformand i det nye parti.

Han retter nærmere bestemt sin kritik mod Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og også Socialdemokratiet. Partierne tager ikke problemerne i muslimske miljøer alvorligt, lyder det.

- Der er stadigvæk stor berøringsangst på venstrefløjen. Socialdemokratiet har taget nogle skridt op til det sidste valg for at få deres vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti, men spørgsmålet er, hvor helhjertet det er. Jeg tror, mere det er en taktisk manøvre, siger Jens Baj.

Han har stiftet det nye parti sammen med formand Hanna Ziadeh og den tidligere imam Ahmed Akkari, som under Muhammed-krisen talte dunder mod et 'islamfjendtligt' Danmark men siden er vendt på en tallerken og nu kalder islamismen for det egentlige problem.

I dag har de præsenteret deres nye politiske projekt.

- Vi vil gerne kæmpe for, at de vestlige frihedsværdier bliver styrket i Danmark igen, så man ikke længere har social kontrol, og at børn kan vokse op og vælge deres egen religion på et oplyst grundlag, siger Jens Baj.

Ingen indvandring fra muslimske lande

Nyt Centrum-Venstre indtager ifølge Jens Baj en lyserød nuance på den politiske skala fra rød i venstre side til blå i højre side.

Med andre ord vil partiet ikke gå på kompromis med velfærden. Sikring af velfærdssamfundet udgør det ene af fem hjørner i partiets program illustreret som en 'politisk femstjerne', hvor de andre spidser repræsenterer globale relationer, grøn omstilling, demokratiske reformer og øverst: Vestlige frihedrettigheder.

- Man kommer ikke udenom, at vi er et islamkritisk parti, fastslår Jens Baj.

- Så længe samfundet fungerer, som det gør nu, er vi også kritisk overfor migration fra muslimske lande, især de lande, hvor sharialov er meget udbredt, siger han.

Men samtidig understreger næstformanden, at NCV i grunden blot er kritisk overfor det, som han kalder en 'dogmatisk religion, der er passé.'

Jens Baj, næstformand i Nyt Centrum-Venstre. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

- Og vi har bare også bemærket, at tre ud af fire muslimer ikke ønsker, at man skal have lov at kritisere deres religion. Det er dybt problematisk, og det ville man ikke se blandt kristne, siger Jens Baj.

Han mener, at der hersker en opfattelse af, at man ikke kan ligge til venstre på skalaen og samtidig være kritisk overfor religion. Det vil partiet gøre op med.

- Det er venstrefløjen, der har dømt, at man hører til højrefløjen, hvis man er kritisk overfor religion, siger han.

Blokpolitik, snævre politiske aftaler og flertalskonstellationer, hvor mindretallet kan kræve indrømmelser, som går imod et flertal af vælgernes ønsker, til gengæld for støtte til andre ting er et selvstændigt problem.

- Politikerne kommer på afveje i forhold til befolkningen, siger Jens Baj.

- Det, befolkningen vil have, er en lyserød velfærdspolitik og en stram migrationspolitik, slutter han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk