I dag må Postnord i Danmark maksimalt have lov til at bruge op til fem dage på at levere et standardbrev til modtageren. Men står det til Dansk Folkeparti skal et nyt selvstændig dansk postvæsen have pligt til at levere breve ud på den halve tid.
- I min optik burde det kunne gøres inden for 2-3 dage, siger postordfører Henrik Brodersen (DF).
- Og det er også noget, som folk efterspørger. De synes, der går alt for lang tid i dag.
Det er dyrt. Hvad koster det?
- Det har jeg ikke eksakte tal på. Umiddelbart vil jeg tro, at det vil koste 250 millioner kroner om året. Det er mange penge, men jeg synes også, at vi har en forpligtigelse over for de tusindvis af danskere, som uden postvæsenet ikke kan kommunikere med det offentlige, fordi de ikke har en computer, siger Henrik Brodersen.
Må det så godt blive dyrere at sende et brev end de nuværende 9 kroner?
- Jeg har ikke lagt mig fast på, om det skal koste 5, 7, 9 eller 10 kroner at sende et brev. Men hvis der er en ordentlig service, hvor brevene bliver omdelt hver anden eller tredje dag, så tror jeg godt, at folk vil give en rund 10'er, siger Henrik Brodersen.
Venstre siger nej
DF-forslaget om hurtigere brevuddeling kommer samtidig med partiets forslag om at trække Danmark ud af det dansk-svenske selskab Postnord. Men Venstres finansordfører Jacob Jensen hæfter sig ved, at der ikke er noget til hindrer for hurtigere brevuddeling i det nuværende Postnord.
- Derfor kan man ikke sige, at vi har en for dårlig service, fordi vi samarbejder med svenskerne, siger Jacob Jensen.
Med den stadigt faldende brevmængde mener Venstre, det er en dårlig idé at stille krav om, at et brev skal kunne nå frem på 2-3 dage mod de nuværende fem dage.
- Vi skal prioritere. Og de penge skal så i givet fald tages fra andre områder. Jeg mener simpelthen ikke, at den omkostning vil stå mål med værdien i at få et brev ud et par dage tidligere. Vi vil hellere prioritere kerneværd som sygehuse og skoler, siger Jacob Jensen.
Socialdemokratiets postordfører Christian Rabjerg Madsen afviser også at åbne statskassen for at danskerne kan få hurtigere post.
- Vi har allerede lavet et stor offentlig kapitaltilførsel til Postnord, og det er min forventning, at det vil føre til et mere effektivt postvæsen, som i fremtiden vil kunne levere bedre service til danskerne. Jeg er enig i, at leveringstiden for breve i dag er meget lang, men det er for tidligt, at sige hvor meget vi kan komme ned, siger Christian Rabjerg Madsen.
Kræver flere postbude
Ifølge økonomiprofessor Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet vil det koste langt mere end 250 millioner kroner årligt at levere breve ud på maksimalt 2-3 dage.
- Hvis man skal køre dobbelt så ofte ud med post, så skal man rundt regnet ansætte dobbelt så mange postbude, og det vil koste langt mere end de 250 millioner kroner, siger Per Nikolaj Bukh, og afviser, at en portostigning på én krone vil kunne finansiere den hurtigere brevuddeling.
Transportminister Ole Birk Olesen (LA) ønsker ikke at stille op til et interview om støttepartiets udmelding. I et kort skriftligt svar udtaler han:
- Jeg udtaler mig ikke om konkrete forhandlinger, men jeg noterer mig Dansk Folkepartis forslag, og jeg ser frem til at drøfte forslaget med dem ved de kommende forhandlinger.
Heller ikke Postnords danske ledelse ønsker at udtale sig om forslaget.
Med postforliget i 2016 besluttede et politiske flertal at lempe kravene til Postnord. Hvor de hidtil skulle levere et brev ud fra dag til dag, kan de nu bruge op til fem dage. De lempede krav skyldes den stærkt reducerede brevmængde som har presset postvæsenet økonomisk.