Nyt tilskud skal sende 400 millioner til udsatte hovedstadskommuner

Regeringen har fremlagt flere detaljer for udspillet til den komplicerede og kritiserede udligningsreform.

Regeringens udspil til udligningsreformen er blevet kritiseret for at tilgodese socialdemokratiske kommuner (Arkivfoto) (Foto: Henning Bagger /Scanpix © Ritzau Scanpix)

Efter et heftigt pres fremlægger regeringen nu tal for, hvordan udspillet til en udligningsreform er skruet sammen.

Det skriver Social- og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Udligningssystemet fordeler hvert år milliarder af kroner mellem landets kommuner. Det er for at sikre, at der ikke er for store forskelle i den kommunale service i kommunerne.

- I weekenden præsenterede vi disse tal for partierne. Nu er de relevante tal lagt åbent frem, og vi opfordrer alle partier, der er klar til at tage ansvar, til at komme til forhandlinger, siger social- og indenrigsminister Astrid Krag (S).

Flere borgerlige partier har kritiseret udspillet for at favorisere kommuner med socialdemokratiske borgmestre.

Særligt fokus har der været på flere hovedstadskommuner.

De Konservative har blandt andet kritiseret det forhold, at en "indvandrertung" kommune som Høje-Taastrup, der har en konservativ borgmester, skal aflevere penge, mens socialdemokratiske nabokommuner på Vestegnen skal modtage penge.

Hvidovre får mest gavn

I den nye opgørelse kan man blandt andet få et indblik i et særligt udligningssystem for hovedstadskommunerne.

Regeringen har således indført et nyt tilskud til såkaldte udsatte hovedstadskommuner. De kommuner, der betegnes som udsatte, skal ifølge udspillet modtage omkring 400 millioner kroner til sammen i det nye tilskud.

Tilskuddet tildeles ud fra kriterier som beskatningsgrundlag, andel af udlændinge og andel af almene boliger.

Hvidovre Kommune, der har en socialdemokratisk borgmester, får mest gavn af det nye hovedstadstilskud. Således står kommunen til at modtage 63 millioner kroner på den konto.

Regningen skal i høj grad betales af Gentofte, der har en konservativ borgmester. Gentofte skal aflevere 118 millioner kroner alene til udsatte hovedstadskommuner.

Der er politisk bred enighed om, at det nuværende udligningssystem skal have en overhaling.

Systemet, der flytter over 18 milliarder kroner mellem kommunerne, er uigennemsigtigt og kompliceret, lyder det.

/ritzau/